Vibeke Werns mindeord om Erik Aschengreen

Erik Aschengreen, dr.phil., dansehistoriker og kritiker, var æresmedlem af Foreningen Danske Teaterjournalister siden 2010. Han afgik ved døden den 9. september 2023. Erik Aschengreen blev 88 år gammel. Følgende mindeord er skrevet af anmelder Vibeke Wern, og talen blev holdt ved foreningens prisoverrækkelser den 4. december 2023.

Foreningen Danske Teaterjournalister mistede i september et meget kært medlem – ballethistorikeren, anmelderen og danseformidleren Erik Aschengreen, der i 2010 blev udnævnt til æresmedlem af foreningen.

Udnævnelsen var faktisk foreningens 75-års fødselsdagsgave til Erik.

Nogle af jer, der er til stede i dag, har kendt Erik rigtig godt, mens andre måske bare har truffet ham eller oplevet ham som formidler. Men man skulle ikke opleve Erik i ret mange minutter for at finde ud af, hvilket unikt, vidende, sprudlende, humoristisk og hurtigt tænkende menneske han var.

Der er heldigvis lavet hele to portrætfilm om Erik.

Nisse Kotze og Lars Bo Kimergaard lavede i 2002 ”Doktor Dans”, hvis titel hentyder til, at Erik var Nordens første doktor i dansevidenskab.

I 2020 skabte Jan Juhler den fine portrætfilm ”En anden verden”, hvis titel hentyder til den verden, Erik elskede at blive ført ind i gennem kunsten.

I den første film siger Erik direkte, at han hellere vil træde ind i dansehistorien som formidler end som kritiker. Det er da nok også som en fremragende formidler snarere end en barsk og skarp kritiker, at vi vil huske Erik, der både på skrift og i tale i den grad forstod at gøre dansestoffet levende og interessant.

Erik var et yderst indsigtsfuldt menneske og en entusiastisk og elegant formidler. Og han skulle også nok få sagt, hvad han mente – men næsten altid med en åben og positiv indfaldsvinkel – sådan som hans tilgang til livet også var i al almindelighed.

Han var et generøst, elskeligt og meget afholdt menneske, også blandt  udøvende kunstnere. Og han har i den grad været med til at nedbryde barrierer og skabe åbenhed mellem kunstnere og akademikere. ”Vi arbejder jo for samme sag,” som han yndede at sige.

Jeg har selv haft det store privilegie at studere hos Erik på faget Dansens Æstetik og Historie, som Erik fik søsat i 1989 på Københavns Universitet.

Hans undervisning var som en festforestilling på højt fagligt niveau. Og som Erik selv sagde, så fik han afløb for sin skuespiltrang, når han stod foran de studerende, der var et dejligt trofast publikum.

Jeg var også heldig at blive kollega med Erik på Berlingske i de sidste ni år af hans i alt 41-årige virke som anmelder i Det Berlingske Hus.

Efterfølgende fortsatte Erik med et væld af aktiviteter, og anmeldte bl.a. med vanligt vid ikke bare dans og ballet, men også andre kunstarter i programmet ”Smagsdommerne” på DR2.

Både herhjemme og ude i den store verden var Erik ikke mindst kendt som en strålende Bournonville-ambassadør.

Ligesom han fulgte Den Kgl. Ballet på tætteste hold, fulgte han også i årtier Pariseroperaens Ballet. Og han nød gennem mange år at rejse ned til sin lille studio-lejlighed i Paris.

Eriks interessefelt inden for dans var langt fra begrænset til ballettens verden. Den moderne danseverden begyndte netop at blomstre op i Danmark i samme periode, som han startede som anmelder. Med stor nysgerrighed blev han ved med at følge alt fra moderne dans til hiphop.

Han var myreflittig og skrev gennem livet en lang række bøger bl.a. ”Farlige sylfider”, og et digert værk om Den Kongelige Ballet i årene 1948-98, og han skrev bl.a. også en meget rost biografi om Harald Lander.

Tre dage inden han døde, ringede Erik og indviede mig i sit nye bogprojekt om Pantomimeteatret, der fylder 150 år til næste år. Bogen skulle have været en personlig erindringsbog om det teater, hvor han som barn fik vakt sin første store kærlighed til ballet og teatrets magi.

Så trods sygdom var Erik i fuld gang lige til det sidste. Aftenen inden han døde, var han på Aveny-T og se Rhea Lemans teaterforestilling ”Arendt – at se i mørke”. På vejen hjem besvimede han, da en udposning på aorta bristede. Han døde på Bispebjerg Hospital om morgenen den 9. september 88 år gammel med sin kære ægtemand, Per Morsing, ved sin side.

Det er jo altid passende at holde et minuts stilhed for at mindes en afdød. Men i bestyrelsen tænkte vi, at det ville være mere i Eriks ånd, hvis vi hæver glasset, tænker på Erik og skåler for alt det, han har beriget os og hele danse- og teatermiljøet og mange andre mennesker med.

Æret være hans minde – skål for Erik!