Henrik Lydings tale til Heinrich Christensen, Teaterpokalen 2016
Instruktør Heinrich Christensen modtager Teaterkatten 2013 for ”Den spanske Flue” på Aalborg Teater. Talen blev holdt ved prisuddelingen af Jyllands-Postens anmelder Henrik Lyding.
At slippe galskaben og vanviddet løs på scenen i en farce kræver total kontrol og nærmest kirurgisk præcision, hvis det skal lykkes. Man tager et farce-manuskript, der er konstrueret fuldkommen logisk, en flok skuespillere, der mestrer kunsten at være morsomme, en scenograf, der digter med, og så ikke mindst en instruktør, der kan visualisere de komiske aspekter af teksten, som besidder en ekstrem musikalitet og som under prøvearbejdet kan lokke kreativiteten og vildskaben frem det ene øjeblik, for så det næste at stramme, destillere og fastlægge hvert et løftet øjenbryn eller misbilligende host, så det opnår den optimale komiske effekt. Det er i ekstrem grad instruktøren i rollen som dirigent, der leder orkestret gennem en voldsom symfoni.
Det var denne vanskelige operation, der lykkedes så fuldkomment med farcen ”Den spanske Flue” på Aalborg Teater her i efteråret, og som udløser Teaterkatten i dag. Men at det lykkedes, er i grunden ikke overraskende, når man ser nærmere på Årets Teaterkat, Heinrich Christensen. Det gakkede har nemlig altid ligget godt for ham.
Som ung gik han i en god skole, hvor han var både elev og lærer. Skolen hed The Loyal Shakespeare Company – og de var alt andet end loyale over for Shakespeare. Men man tilgav dem alt, for de var vidunderligt morsomme, når de tog livet af klassikerne. Vores teaterkat har spillet Othello, så man troede det var Prince, han var en John Travolta-sexet Hamlet og en både nuttet og særdeles harsk Lady Macbeth.
Men der måtte tydeligvis mere til – og det var så uddannelsen som instruktør fra Statens Teaterskole i 2007. Siden har han prøvet lidt af hvert. Men når man kigger titlerne og forestillingerne igennem, er det tydeligt, at mange af dem peger frem mod Den spanske Flue. Ikke nødvendigvis i tekst eller indhold, men nok i form. I legen med det vanvittige, med kroppenes sprog og med den præcise komik, der får os til at le. Maestro på Svalegangen, Kjeld og Dirch, Robin Hood og Oliver med et twist – alle på Nørrebro Teater, Evig ung og Fang Julemanden på Aalborg Teater. Og senest Frankenstein genskabt på Det Kgl. Teater.
Hvad Heinrich Christensen gør, er at spæde til med komisk kropssprog, han karikerer uden at kamme over og han mætter scenen med masser af energi. Det var dette udforskningsarbejde af den groteske komiks inderste væsen, der kulminerede på Aalborg Teater. Man kunne spørge sig selv: Hvorfor overhovedet spille noget så bedaget som denne småborger- og snerpe-farce – en 100 år gammel ABC-Scene-traver? Svaret var iscenesættelsen.
På en scene, der var ét stort skråplan, kurede, rutsjede og tumlede de mange figurer frem mod os, iført bizarre og deforme kostumer. De var for store eller for små, for klodsede eller for lækre – de var alle sammen helt ude på det vilde overdrev, men deres spil og komiske virkemidler, gakkede gangarter og sindsbevægelser, der forplantede sig voldsomt ud i kroppen, var tydeligvis udmålt med en millimeter-lineal, så den komiske virkning blev optimal.
Det var totalt tomme og samtidig fuldkommen mættende teaterkalorier, vi fik serveret her. Lige til at blive fed og høj af. Et stykke farce-virtuoseri, vi ikke har set magen til i mange, mange år.
Der er jo det særlige ved Teaterkatten, hvad ikke mange ved, at den er i familie med Cheshire-katten fra Alice i Eventyrland – først ser man smilet og så dukker katten op af det tomme rum bagefter. Og tilsvarende er smilet det sidste, der forsvinder igen. Men i år forsvinder Teaterkattens smil slet ikke. Det er kommet for at blive af lutter glæde over årets prismodtager.
Til Lykke, Heinrich Christensen, med Teaterkatten 2013.
