Foreningen af Danske Teaterjournalister består af en række journalister, der arbejder professionelt og kontinuerligt med scenekunst som sit stofområde.
Medlemmernes primære arbejde består i den årlige uddeling af tre fornemme teaterpriser, som med deres lange historie og deres eksklusivitet er landets mest prestigefyldte priser at modtage som scenekunstner eller teater.
Priserne hedder: Teaterpokalen, Teaterkatten og Initiativprisen.
Derudover deltager foreningen og foreningens medlemmer kontinuerligt i debatter om den saglige, erfaringsbaserede teaterkritik. I vores omtumlede mediebillede er det afgørende, at denne journalistiske disciplin ikke tabes på gulvet.
Endeligt er det foreningens opgave at varetage medlemmernes interesse i forhold til danske teatre og teaterorganisationer i ind- og udland.