Rie Hammers tale til Emil Rostrup, Teaterkatten 2025

Instruktør Emil Rostrup modtager Teaterkatten 2025 for sine iscenesættelser af “Prometheus” på Nørrebro Teater og “Vi de druknede” på Republique på Østerbro Teater. Talen blev holdt af Rie Hammer, chefredaktør på ISCENE, ved prisoverrækkelsen den 8. december 2025.

Kære Emil,

Først stort tillykke med instruktørprisen Teaterkatten, som du modtager på baggrund af Prometheus på Nørrebro Teater og Vi de druknede på Revolver på Østerbro Teater. 

Du er kontroversiel og kompromisløs som kunstner. Faktisk så kontroversiel at du blandt Foreningens medlemmer fik fra en til fem stjerner for din seneste forestilling Prometheus på Nørrebro Teater.

For du forsøger aldrig at please.  

Som instruktør har du et helt unikt håndelag. Du graver dig ned i værkets sjæl, lader dets historiske kontekst trække spor og folder fortællingen ud med et moderne greb. 

Du taler selv om en YouTube-dramaturgi. I et interview på ISCENE, forklare du: ”Der er ikke plot i YouTube. Man skifter bare indenfor en tematisk ramme og går dybere og dybere ind i det i en form for kollektiv underbevidsthed.” 

I fortolkning af Carsten Jensens roman Vi de druknede, dykkede du ned i en verden af vold. En brutal, sansemætte og storladen fortælling fra det forrige århundrede. Om søfartsbyen Marstal, hvor mænd drager på havet og kvinder kæmper for byen og børnenes overlevelse. 

Det er en kompleks fortælling, som du gav så utrolig mange fortællelag på én og samme tid. 

Du lod os sætte rædselsbilleder på fortidens søslag, da en sømand fortalte om: ”Lemmer, som rives itu, mens tarmene tømmes og soldaterne dør på dækket i deres eget afføring.” 

Lod kroppen træde i karakter, som udøver og modtager af den vold, død og sårbarhed som fortællingen kredser om. I de mørke scener, hørte vi lyden af de slag, som skuespillerne gentagne gange slog mod deres nøgne overkroppe. Deres, anstrengte støn, når de trak tov i takt fra mastens sejl. Her var kroppen, der knoklede i nuet og bandt bro til fortiden, fiktionen og til os i salen. 

Og så var der sømandsenken Klara Friis. Kvinden der trodsede samtidens konventioner og kæmpede for forandring. For at Marstal skulle være mere en søfartsby og at sønnen, kunne få en anden fremtid end som sømand. En historisk fortælling om kvinders kamp i fortidens Danmark. Som du midt i de mange billedstærke og sansemættede scener, løftede til en personlig fortælling om kvinden Klara Friis, så vi mærkede hendes frustrationer, smerte og du viste hvordan du også mestrer den stærke personinstruktion. Og som om det ikke var nok, så rundede du rasende raffineret af, med at trække tematikken ind i nutiden. Så vi forlod salen med en stor gamerskærm og brutale krigsspil på scenen. Vold avler vold og går igen i generationer – også i dag. Man er aldrig i tvivl om at du har meget på hjertet, som du vil os med din kunst.  

”Det er ikke bare fremtidsteater, men fremtidens teater” kaldte min kollega Victor Skov Jeppesen din Prometheus på Nørrebro Teater. En skræmmende futuriske gendigtning af den græske myte Prometheus. Om titanen, der skaber menneskene. Stjæler gudernes ild, giver dem til menneskene og straffes af Zeus, som lænker ham til en klippe, hvor en ørn spiser hans lever hver eneste dag. 

Du gav myten et moderne liv i en infernalsk You tube-zappe dramaturgi. Med fladskærme på ryggen og live optagelser med ultra close ups af de medvirkende. Guden Zeus banal og brutal. Med chokolade lort i voksenbleen. En robothund. Filosofiske floskler og begavede ord i flæng. Du turde lade kaos herske. Vi burde lide med titanen. Men det er robothunden der stjal vores opmærksomhed og medynk, når den hang der og spræller i halsbåndet, holdt i Gudens hårde greb. Og den lignede ikke engang en levende hund. 

Med din hæsblæsende dekonstruktion af dramaturgisk sammenhæng og teknologisk, infantile mennesker og besjælede teknologi – viste hvordan teknologien har kuppet vores verden. Det maskinelle er blevet mere menneskeligt end mennesket selv. AI’en har ikke kun overtaget vores fornuft, men også vores empati – og du viste os hvor farligt teknologien kan tage sig ud. 

TAK for din fanden i voldskhed, din frygtløshed og for at ville os så meget med dine forestillinger. 

STORT TILLYKKE med Teaterkatten.