Amalie Langballes tale til Maria Rossing, Teaterpokalen 2025

Skuespiller Maria Rossing modtager Teaterpokalen 2025 for sin enestående præstation i “Kejseren af Portugalien” på Betty Nansen Teatret. Talen blev holdt af Amalie Langballe, anmelder på Weekendavisen, ved prisoverrækkelsen den 8. december 2025.

Jeg tror, jeg taler på flere kritikeres og sikkert også en del publikummers vegne, når jeg siger, at dygtige teaterskuespilleres succes på film og i tv er forbundet med en vis ambivalens.  

På den ene side får man pludselig muligheden for at spille lidt bedrevidende til middagsselskaber og i kantinen på arbejde. “Ja, hende kender jeg selvfølgelig,” kan man sige, når samtalen falder på DRs store dramasatsning. “Hende har jeg fulgt i årevis … på scenen forstås,” kan man måske tilføje med slet skjult skadefryd. 

På den anden side så er det også en smule angstprovokerende. Man stiller sig selv spørgsmål, der normalt er forbeholdt kærlighedslivets brud. Kommer de mon nogensinde tilbage? Har de glemt os? Er de videre nu? Huskede jeg at værdsætte, hvad jeg havde, mens jeg stadig havde det?  

Maria Rossing, du har et imponerende scenekunstnerisk virke bag dig, og det er det, vi hylder og belønner hertil aften, så undskyld, at jeg starter med at hentyde til dit fravær. Jeg kunne – og burde måske – have startet med at fremhæve dine år som ansat på Det Kongelige Teater. Jeg remser op i vilkårlig rækkefølge: Jeanne, Den kaukasiske kridtcirkel, Kasimir og Karoline, En skærsommernatsdrøm. Og nu har jeg fra resten af min bestyrelse fået semi-strenge instrukser om ikke at fremhæve én særlig præstation i din tid i Det Røde Rum, så det vil jeg lade være med, men den tid findes også. 

En præstation som jeg vil fremhæve er i stedet Orlando, som du spillede på Betty Nansen Teatret i 2018. Virginia Woolfs måske mest mystiske kreation – Orlando, der hverken kender køn eller tid – gestaltede du med en drilagtig nemhed. Skiftene og transformationen faldt dig tilsyneladende let. Allerede der anede vi måske konturerne af den præstation, der skulle komme i 2025. 

Først skulle du imidlertid lave noget fjernsyn. Og lidt film. Og det var der, de føromtalte spørgsmål meldte sig på banen. Har vi mistet hende?  

Men i november, kom du godt og grundigt tilbage til os. Du ankom i skikkelse af en hel landsby, anført af Jan med det bankende hjerte, der banker så ihærdigt og så grænseløst for datteren Klara Gulla. Hvad handler Jans historie om, der både er så ulykkelig og så smuk? Jeg har tænkt meget over det, siden jeg så forestillingen i november. Det nærmeste jeg, kommer det, er, at Kejseren af Portugalien måske er den mest rene og klarøjede hyldest af menneskets evne til at elske, jeg nogensinde har set.  

At du – med koret ÆTLA som klangbund – spillede alle roller, har imponeret mange. Tænk, at nogen gjorde det, tænk, at du gjorde det. Men lad mig for en god ordens skyld specificere: Det var ikke, at du gjorde det, men hvordan du gjorde det. Det var den stille klappen-sig-på-lårene, den krumme pegefinger på en næsetip, de fremskudte hofter på stolen, hånden mod kinden. Det var spændvidden fra landsbyens krosnak og brægende får til den smalle seng i et fattigt hjem. Det var humoren, smerten og kærligheden. Og det er for den evne til at skildre menneskeheden i al sin besværlige, tyngede, elskelige mangfoldighed, at vi i Danske Teaterjournalister nu tildeler dig Teaterpokalen.

Og måske vi er kun mennesker i håbet om, at du aldrig må blive væk for os teaterpublikummer. 

Stort tillykke med den.