Asker Hedegaard Boyes tale til Ina-Miriam Rosenbaum, Teaterpokalen 2023

Skuespiller og instruktør Ina-Miriam Rosenbaum modtager Teaterpokalen 2023 for sin præstation i “Arendt – at se i mørke” på Odense Teater i co-produktion med OFF OFF/Produktion. Talen blev holdt af Aske Hedegaard Boye, journalist og kritiker hos Weekendavisen, ved prisoverrækkelsen den 4. december 2023.

Kære Ina-Miriam

Det findes en myte i moderne kunst, også i scenekunsten. En myte, der lyder, at jo mere ekstremt noget er, desto mere interessant er det også. Jo mere det larmer, desto væsentligere må det være.

Kunsten skal jo forage, provokere, “flytte grænser”, som man siger. Den skal også helst være lidt uforståelig, gerne dunkel. Ikke blot kunstneren skal gøre sig umage, stramme sig an, nej, det gælder såmænd også den stakkels tilskuer, som ikke skal forvente at få noget forærende.

Der findes en tilsvarende myte i moderne politik, som har nogenlunde samme blik på verden: Det yderligtgående og radikale er det mest spændende, det vi betragter som drivende for den store udvikling. Nuancer er åbenbart for tabere.

Denne position, dette ideal – hvad enten vi taler om kunstens avantgardister eller de politiske ideologer – har brug for en anskuelig modspiller; én ikke-ekstrem, simpel, måske endda dum skabning, som ikke har fattet noget som helst af det hele …

Sådan skabes noget kunst og meget politik — både på borgen og på gaden – fra en selvbestaltet, overgearet position som samfundsrevser.

Men dette blik på verden, kunst og politik er et falskt, ideologisk illusionsnummer og beror på i hvert fald tre fejlgreb:

For det første gør man regning uden vært. Man kan således kun være grænsesøgende, hvis der faktisk findes grænser i verden. Ikke grænser forstået som pigtrådshegn, men snarere grænser som forskelle. Forskelle mellem mennesker. Her slutter jeg, og her begynder du, og det respekterer jeg.

For det andet overser denne radikaliserede opfattelse af kunst og politik dens egen blindhed. Den glemmer simpelthen, at også den taler fra en position, en særlig plads i verden, som ligeså vel kan kritiseres.

For det tredje er dens modsætning hverken dum rindalisme eller konform bagtrop, men selveste virkeligheden, forstået som den offentlige sfære, hvor vi kan mødes — ikke som idealbilleder, men som mennesker med fejl, mangler og modsatrettede følelser. Dér hvor den sande politiske samtale foregår, og engageret kunst skabes.

Det er derfor, at DU, Ina-Miriam, er en helt afgørende skikkelse i dansk teater, og det er derfor din præstation i Arendt – at se i mørke (2023), en forestilling skabt i samarbejde med din mangeårige kompagnon og legekammerat Rhea Leman, OFF OFF/PRODUKTION og Odense Teater, var så uforglemmelig.

Dit portræt af Hannah Arendt (1906-75), den store tysk-amerikansk-jødiske tænker og overlever, var så lysende tålmodigt og dog rastløst smidigt. Det hele var så modent og balanceret, fuld af alvor, men aldrig uden den opsparede livskraft, der er for klog til at forsvinde ned i den ene eller anden grøft. Akkurat som hovedpersonen selv.

Iført brunt nylon, habitjakke, hvid skjorte, laksko og sømmelig nederdel ikke alene genopvækkede Arendt, men lod hendes tænkning spilkoge aften efter aften. En tænkning, vi har så uendelig meget brug for i disse aggressive, deklamatoriske år.

På scenen hjemsøges Arendt af topnazisten Adolf Eichmann og sin ægtemand, den kommunistiske forfatter Heinrich Blücher – to mænd, der fik afgørende indflydelse på hendes tænkning, der som bekendt afviser alle totalitære tendenser og ideologiernes udviskning af det enkelte menneskes spontanitet, individualitet og ret til frihed.

For den cigaretpulsende og skrivemaskineklaprende Arendt er det afgørende i forståelsen af mennesket, at vi alle fødes som hjælpeløse dyr, der i begyndelsen knap kan se en halv meter frem for sig. Vi bliver kun mennesker ved andres hjælp. Vi kan aldrig forstå, hvem vi selv er, uden først at forsøge på at forstå de andre.

Det er denne på én gang ukuelige, underligt ubesværede, dragende, optimistiske livsindstilling, du personificerer i Arendt – at se i mørke — fra det realistiske til de mere udsyrede sekvenser, der minder os om, at selv den største tænker døjer med uforklarlige mareridt.

Ina-Miriam, DIN frie scenekunst er og bliver et velgørende korrektiv til den forfængelige, selvoptagede side af kunstverdenen. Ligesom din politiske indignation og drivkraft frembyder et alternativ til en forudsigelig agitation.

I jeres meget vellykkede, fælles forestilling møder du og Rhea Leman den nazistiske bureaukrat Eichmann. Han er hverken skabagtig eller selvhøjtidelig som andre af de magtmænd, du gennem de senere år har stillet skarpt på: Goebbels, Berlusconi, Bjarne Corydon, Troels Lund Poulsen, Anders Fogh og Morten Bødskov.

Eichmanns brøde er i steder hans eksistentielle følgagtighed. Hans banale, men dermed ikke mindre alvorlige ondskab består i, at han bevidst undlader at tænke selvstændigt. Han følger bare trop.

Det er Kierkegaard, der et sted skriver, at han, når han ser en demonstration, mærker en spontan lyst til at marchere i den modsatte retning ene mand. Ikke for at være på tværs, men for at vise hoben, at der aldrig kun findes én retning. Det kunne lige så vel have været et citat af Arendt – eller af DIG. En insisteren på, at noget ikke bliver rigtigere af, at flertallet mener det.

Man sagde om Arendt, at hun tænkte uden gelænder. Hun byggede ikke et system, som alt skulle passe i. Hendes tænkning er bestandige øvelser i at være menneske. Det samme kan man sige om din scenekunst: øvelser i at være menneske.

Det er en kold tid, vi lever i. Sneen falder, og i gaderne høres hver aften næsten ufattelige kampbrøl. Der er mere end nogensinde brug for Arendt, der er mere end nogensinde brug for dig, Ina-Miriam.

Et stort tillykke med Teaterpokalen!