En veritabel konge- og dronningrække
Af Jakob Steen Olsen
19. maj 2020
“Giv ham så den Teaterpokal!”
Sådan skrev Ekstra Bladets mangeårige anmelder Knud Schønberg, da han i 1975 havde været inde og se Dirch Passer i latterfarcen “Stamherren” på ABC-Teatret.
Dirch Passer fik den ikke. Men opfordringen vidner om, at Teaterpokalen er en af de fornemmeste anerkendelser, man på vores breddegrader kan give en af teatrets udøvere. Sådan var det dengang, sådan er det i dag. Og sådan har det faktisk været, siden en gruppe københavnske teaterjournalister i 1933 besluttede sig for at præmiere sæsonens flotteste præstation.
Undladelsessynderne kan man godt få øje på. Foruden Dirch Passer mangler for eksempel selveste Poul Reumert og Bodil Ipsen. Men de er der, alle de andre: Fra Mogens Wieth til Nicolas Bro. Fra Clara Pontoppidan til Jeanett Albeck. Osvald Helmuth, Liva Weel, Kjeld Abell, Bodil Kjer, Jytte Abildstrøm, Ghita Nørby, Bodil Jørgensen og mange, mange flere. Naturligvis også Holger Gabrielsen, der var den første modtager af Teaterpokalen, og hvis legat er knyttet til prisen.
Lader man blikket løbe ned over de mange navne, som siden begyndelsen har modtaget dansk teaters ældste, stadig eksisterende teaterpris, er det som at bevæge sig gennem de mange lag i dansk teaters fascinerende historie. Den minder os om store kunstnere, som på uforglemmelige aftener i teatret rørte andre med deres evne til at atle fra menneske til menneske.
En veritabel konge- og dronningrække af betydelige danske scenekunstnere, hvis enestående talent netop det teaterår fangede anmeldernes opmærksomhed. Og måske netop derfor har Teaterpokalen bevaret sin enestående position. Den uddeles af anmeldere, der har set det meste og valgt det bedste.
