Fagkritikkens plads i medielandskabet
Af Rie Hammer
22. april 2020
Der er fart på det moderne medielandskab og få klik i fagkritik. Landets professionelle kritikere og skribenter er truet på både spalteplads og skærmtid – og det er fatalt for både brugerne og branchen.
For scenekunsten er unik. Det er et koncentrat af liv; en oplevelse i nuet; en live-fortælling, der mærkes i mødet med kunstnerne på scenen, publikum i salen og de mange sceniske greb, der er gjort for at give os denne helt særlige oplevelse.
Scenekunsten kan åbne nye sider af samfundsdebatten og styrke sammenhængskraften i samfundet. Men dialogen kræver professionelle og fagkompetente kritikere og formidlere, der kan give kvalificeret feedback. Åbne de svære værker så nye tilskuere kan komme til, skærpe interessen, nysgerrigheden og udvikle forståelsen af kunsten, så der bliver plads til mangfoldighed på både tilskuerrækkerne og i debatten.
Jeg håber derfor, at vi i Foreningen Danske Teaterjournalister kan være med til at fremme den demokratiserende samtale. At styrke scenekunsten ved at sætte fokus på de mange fantastiske og fængende forestillinger, som hvert år bringer teatret og publikum nye steder hen.
På vegne af Foreningen Danske Teaterjournalister
Rie Hammer, forperson