Amalie Langballes tale til Anna Balslev, Teaterkatten 2024

Instruktør Anna Balslev modtager Teaterkatten 2024 for sin iscenesættelse af “Et drømmespil” på Det Kongelige Teater. Talen blev holdt af Amalie Langballe, anmelder hos Weekendavisen, ved prisoverrækkelsen den 2. december 2024.

Jeg vil, med forlov, starte med en lille anekdote, fra den aften, hvor jeg var inde og se Et drømmespil sammen med min kæreste. Min kæreste kommer fra filmens verden og er ikke altid lige imponeret af det, som jeg slæber ham med ind og se, men da vi var på vej ud i garderoben efter vores frakker sagde han:  

“Jeg begynder at forstå det.”   

Med “det” kunne han selvfølgelig godt have henvist til forestillingen, vi lige havde overværet, for Et drømmespil er jo en lille smule syret, men han mente altså teateret som sådan. Det var dét, han var begyndt at forstå. 

Og nu har jeg så lyst til at sige, at det er for den præstation, du, Anna Balslev, tildeles Teaterkatten. 

Ikke for specifikt at åbne min kærestes øjne, selvom det da gør mit liv nemmere, men for at være skaber af en forestilling, der fik den uforelskede teatergænger til at forelske sig.

Det er måske for upsecifikt og romantisk. Jeg kunne i stedet have talt om, hvordan du med Et drømmespil har begået en klassikerfortolkning, der er på fin talefod med sit forlæg, selvom jeg ikke forestiller mig, at August Strindberg altid er lige nem at tale med. Historien om gudedatteren Agnes, der lander på jorden og skal forstå det spektakel, der er alle os menneskeliv, føles lige så vedkommende nu, som den gjorde ved sin premiere i forrige århundrede. Vi ved fortsat ikke, hvad vi skal stille op med den tid, der er blevet os dels. 

Jeg kunne også have sagt, at du i Et drømmespil på særdeles vellykket vis sætter forskellige kunstformer stævne, så dans, sang og skuespil bliver til én samlet, meget smuk, fortælling om store sorger, bittesmå glæder og kun et stænk af lykke.       

Ja, jeg kunne også have fremhævet det visuelt dragende og drømmende eller det faktum, at humor og alvor flettede så fine fingre – jeg kommer nok aldrig til at se på et sænkenet på helt samme måde igen.

Ja endelig kunne jeg måske også fremhæve den nåde, der gennemsyrede din fortolkning af Et drømmespil. Alles fjollethed blev muligvis udstillet, men ingen bliver fordømt. Det var et rørende rum at være i som publikum. Måske endda lidt håbefuldt? 

Men fordi vi står her som Danske Teaterjournalister, holder jeg på, at du nu bliver belønnet for noget meget mere luftigt end det gode håndværk. Vi som anmeldere og journalister repræsenterer publikum, og i sidste ende er vi kun interesseret i, om det virker. Ikke hvordan. På den måde er vi nok utaknemmelige. Ligesom min kæreste så det, så ser vi det bare, når det er der, og når det er der, vil vi have mere. Det er magisk, men på nogle måder også mere virkeligt end virkeligheden. Sådan kan godt teater forstørre, forstyrre og føre os nye steder hen. 

I tilfældet Et drømmespil blev vi så ført ind i en drøm, der stod stædigt åbent for fortolkning. Vi måtte selv finde ud af, om det virkelig er synd for menneskene, der som bekendt er stykkets mest berømte replik.  

Hvorvidt det er synd for menneskene, skal jeg heller ikke svare på her. Men det er synd for alle dem, der missede Et drømmespil, som havde sidste spilledag her for nyligt. De gik ikke bare glip af en vidunderlig forestilling, men også af chancen for – måske – at lære noget om livet selv.   

Tillykke med prisen!