Jakob Steen Olsens tale til Ulla Henningsen, Teaterpokalen 2011

Skuespiller Ulla Henningsen modtager Teaterpokalen 2011 for sin præstation i “Smerten” på Teater Får302. Talen blev holdt af Jakob Steen Olsen, anmelder hos Berlingske.

Kære Ulla Henningsen,

Hun tager sin plads. På den ene side er der den Ulla Henningsen, der tager overlegent for sig af det hele. Rank, skarp, synlig. Hun fylder på en scene. Ja, fylder hele teaterrummet ud med det, vi i mangel af bedre kalder for udstråling. Med det særlige strømførende og forførende nærvær, vi i mangel af bedre kalder for format.

Med sin altfortærende kvindelighed – kald det bare en urkraft. Med den sanseligt erotiske glød, der kan slå så mange gnister, at den truer med at sætte det hele i brand. Med sit fnysende, varmblodede  temperament og den nervemæssige højspænding, der får scenen til at sitre af liv.

Hvad enten det er et udslag af et fandenivoldsk humør, der kan boble pludre og slå smut med øjet, men  med en altid lysvågen ironi på  spring i den slebne replik på det velkendte skæve smils læber og under det sarkastisk løftede øjenbryn. En diva med saft og kraft  og et furiøst humør, der har fået en gang lak. Men som også evner at stille sig selv til rådighed med en nærmest nøgen, forsvarsløs menneskelighed, der forplanter sig til sin tilskuer med sine smertepunkter, hvis det er det, der skal til.

På den anden side er der også en Ulla Henningsen, som er noget andet. En sky Ulla Henningsen, en nærmest blufærdigt forlegen Ulla Henningsen, der tænker, tvivler og grubler.

Under den så åbenlyse styrke og det mod, der fører skuespilleren, hendes figurer og tilskueren hen, hvor det bliver livsfarligt, løber en strøm af nærmest modfalden sårbarhed, der måske OGSÅ er det selverkendte nervemenneske Ulla Henningsens egen.

Hun har altid bevaret en klog distance til offentligheden – dagen i dag må være en pine for hende – og i hvert fald har hun selv sagt, at hun  i mange år troede, at hun var stærk og vild, men ”Jeg bliver mere og mere klar over, at jeg er det modsatte”. En lille mistillid til det hele, altså, som farver hende – ikke bare som menneske – men også som skuespiller. Det er denne dobbelthed, denne modsætning – den voldsomme og ”vilde” Ulla Henningsen på den ene side, den skeptisk forbeholdne på den anden,  som gør hendes sceniske tilstedeværelse så overvældende.

Derfor interesserer og fascinerer hun, bliver en lille smule uudgrundelig.  Er det mon ikke noget retning af den dobbelthed, den  amerikanske  verdenskunstner, instruktøren Robert Wilson refererede til? Dengang da han – efter at have forelsket sig i Ulla Henningsens aura  og flerdimensionelle spil i forbindelse med hans opsætning af ”Woyzeck” på Betty Nansen Teatret skabte han en hel forestilling om Arne Jacobsen med hende som fix – og sfinx-punkt  – og på vanlig kryptisk vis beskrev hende sådan her: 

”Ulla har dybden og mysteriet, ja, både ironien og modsigelsen i sig. ”

Dybde. Mysterium. Ironi og modsigelse. Hele denne imponerende spændvidde har hun demonstreret, siden de unge dage på Aarhus Teater og i de mange roller, hun har spillet – gerne med noget utilpassset rastløst over sine figurer, der  imidlertid har bevaret  en formidabel storhed i slaget: Fra malerinden i Amalie Skrams ”Agnete” til den iltre Katarina i ”Trold kan tæmmes” – fra Iben Skjold Hansen i ”Matador” til  den bitre Alice i ”Dødsdansen”. For slet ikke at tale om den utilfredsstillede Liva Weel, hvis op og nedture, hun i tv-serien ”Kald mig Liva” gav så overbevisende et billede af.

Det var også her, hun for alvor fik mod til at kaste sig ud i den karriere som fuldtonet, vidende  jazzsangerinde med stort register, hun har skabt plads for ved siden af teaterlivet.

Men den direkte anledning til at vi i dag  hædrer hende med den fine, gamle Teaterpokal, er den franske forfatter Marguerite Duras delvist selvbiografiske ”Smerten”, sat på scenen som enetale på det lille Teater Får302 i Nyhavn og spillet på turne rundt i landet her i efteråret. Mange af strømmene i Ulla Henningsens talent var på spil i den monolog, der i foråret 1945  lader en navnløs kvinde vente på den mand, der måske – måske ikke – vender hjem fra en tysk koncentrationslejr: ”Kvinder venter til alle tider og alle steder på, at manden skal komme tilbage fra krigen (…) jeg vil være død. Så snart han kommer hjem, dør jeg. Alt andet er umuligt, det er min hemmelighed, ” siger hun.

Med Ulla Henningsen alene på scenen blev det til en chokerende brutal dissektion af den forandring og forstening, af den følelsesmæssige tragedie, adskillelsen MÅ føre med sig. Den mand, kvinden venter på, er ikke længere den samme. Hun heller ikke. Kærligheden SLETikke.

Alene med en stol, en bog og et glas vand i en time og 20 minutter og med Madeleine Røn Juul som præcist doserende instruktør og lyset som medspiller i det koncentreret klaustrofobiske rum, gjorde Ulla Henningsen denne ubarmhjertigt ærlige enetale til en intenst påtrængende oplevelse. 

Eller som Anne Middelboe Christensen skrev i Information: ”Man føler sig sært lykkelig. Jo, lykkelig! For med denne uafrystelige præstation formår Ulla Henningsen at trænge forbi intimteatrets svære nærhedsbarriere og ind gennem tilskuerpanseret – ind til den særlige sårbarhed, som ellers kun mennesker, man elsker, kan nå ind til. Den sårbarhed, som giver mod til at protestere mod umenneskelighed.”

Snart nervespændt, snart med en barsk selvironi bag den totale resignation, snart stivnet til en dødsmaske , der trådte frem af mørket med rødrandende, sammenknebne øjne og åben mund i et tavst skrig. Ulla Henningsen rummede det hele. En præstation blottet for enhver form for sentimentalitet og ethvert tilløb til overdrevne dramatiske virkemidler, netop endnu mere grusom på baggrund af sin nøgterne og afdæmpethed.

I morgendagens udgave af Berlingske taler Ulla Henningsen om sit skuespillerliv. Her siger hun:

“Man husker selvfølgelig lidt hist og pist, men det er jo ikke levet. Det er spillet. Det er ligesom kunstigt, det kan man ikke komme udenom. Man tonser af sted og bliver nervøs, løser ting og gør alt muligt, og så tænker jeg bare nogle gange: Gid jeg kunne få lov at leve et liv, hvor jeg fik fem børn og var hjemmegående husmor.”

Heldigvis tilføjer hun også:

”Det er selvfølgelig forkert at sige, at jeg fortryder det. For jeg synes da også, at det har været sjovt og fantastisk givende at være skuespiller. De gange, hvor man har kunnet falde i hak med sine medspillere og få den der tætte troværdighed og få det op at ringe, der har det selvsagt været en god oplevelse. For at sige det mildt.”

Der var hun vist igen – den modvillige stjerne. Men set fra tilskuerpladsen er det nu ikke rigtigt, at Ulla Henningsen kun har ”løst opgaver” , hvad enten det er selvbedrag eller beskedenhed, der får hende til at  sige det. Hun tager sin plads. Også i os, der ser på. ”For at sige det mildt.” Nu har hun også taget sin plads i den lange  række af modtagere af Teaterpokalen.

Hjerteligt til lykke.