Anne Middelboe Christensens tale til Iben Hjejle, Teaterpokalen 2024

Skuespiller Iben Hjejle modtager Teaterpokalen 2024 for “Lægen” på Folketeatret og “Hvem er bange for Virginia Woolf?” på Teatret ved Sorte Hest. Talen blev holdt af Anne Middelboe Christensen, teater- og danseanmelder hos Dagbladet Information, ved prisoverrækkelsen den 2. december 2024.

Hvem er den danske skuespiller, der kan spille allermest manipulerende i rollen som besværlig kæreste? 

Hvem er den danske skuespiller, der kan spille allermest stædig i rollen som ærekær forsker? 

Hvem er det, der kan svinge rundt og pludselig spille svag, så man netop tror på begge dele af figuren – både styrken og sårbarheden.

Det er den scenekunstner, der modtager Teaterpokalen 2024: Iben Hjejle.

I virkeligheden troede mange af os hos Danske Teaterjournalister nok ikke, at Iben Hjejle nogensinde ville komme til at modtage denne pokal. For Iben Hjejle har været så ombejlet af internationale og danske filminstruktører, komikere og tv-producenter, bogforlag og podcastproducenter, at teatret i adskillige år tydeligvis ikke virkede særligt tiltrækkende på hende. Altså det gode, gamle, analoge teater, hvor man møder op som skuespiller i ugevis og krænger hele sit talent ud over scenekanten til et publikum, der reagerer vildt forskelligt fra aften til aften – og måske endda endnu mere forskelligt rundt om i landet på turné.

Som filmskuespilleren fik hun sit gennembrud i Søren Kragh-Jacobsens film Mifunes sidste sang i 1999. Herefter kom High Fidelity og andre internationale film, der lokkede hende til udlandet. Herhjemme blev hun en markant figur i Blinkende lygter, i tv-serien Klovn og i krimiserien Dicte. Blandt andet.

Der er langt fra Hollywood og tilbage her til Nørregade. Men Iben Hjejle har taget turen. Heldigvis. Det er en stor glæde, at hun nu igen er at finde på teaterscenerne. Og det er fascinerende at følge hendes evne til at skalere op og ned i spillet. Fra hovedrollen i Lægen herinde på Folketeatrets store scene til Hvem er bange for Virginia Woolf? ude på den lillebitte scene hos Teatret ved Sorte Hest.

Jeg husker stadig første gang, jeg oplevede Iben Hjejle på scenen. Det var i hendes debut som Gretchen i Faust på Betty Nansen Teatret i 1994. Jeg husker, hvordan jeg undrede mig over, at denne helt unge skuespiller kunne spille med sådan en renhed og alligevel sådan en styrke. Hun havde et ansigt, der både virkede helt gennemsigtigt og samtidig vildt markant. Som om hun kunne transformere det, sådan for øjnene af os, til netop at ligne den uskyldige Gretchen, der vil gøre hvad som helst for sin elskede, mens han indgår sin farlige pagt med djævelen og sælger sin sjæl.

Iben Hjejles sjæl er ikke til salg! Hun har en ærlighed over sig og en kvikhed i replikken på scenen, så hun altid lyder som en kvinde, der lige er kommet i tanker om det, hun vil sige. Der er ikke noget indlært over hendes diktion. Hun har tværtimod en naturlig hang til at speedsnakke og tilsyneladende til at sige sin mening om verden gennem sine teaterfigurer. Som tilskuer skal man holde ørerne stive! 

De senere år har hun tilsyneladende fundet frem til en ny spillestil. Som om hun nu formår at fusionere alt det bedste fra sit spil foran et filmkamera med alt det bedste foran et publikum i teatret.

De senere år har Iben Hjejle skabt flere skelsættende figurer på teatret. I Simone Isabel Nørgaards stykke Jordens Indre, der blev instrueret af Geir Sveaass på Folketeatret i 2019, skabte hun et stærkt portræt af seismologen Inge Lehmann – forskeren, der fandt ud af, at jorden har en fast, indre kerne. Iben Hjejles målrettethed og nysgerrighed matchede perfekt forskerens utæmmelige nysgerrighed. Sammen med en tirret, feministisk vrede over ikke at blive taget alvorligt som kvinde – og endda få stjålet nogle af sine forskningsresultater af mænd.

I Lægen af den engelske dramatiker Robert Icke på Folketeatret her i foråret var hun forrygende. I Kim Bjarkes iscenesættelse spillede hun en overlæge, der kom i modvind, fordi hun havde taget nogle fatale beslutninger undervejs i et behandlingsforløb, hvor patienten endte med at dø. Iben Hjejle formåede her at bevare filmspillestilens mikroskopiske forandringer i ansigtet, samtidig med at hun spillede og nåede publikum helt oppe på bageste række. Det var særligt bevægende i en scene, hvor hun sad med ryggen til publikum, mens hendes ansigt blev projiceret op på en storskærm på bagvæggen, så publikum kunne se hendes eminente beherskelse af udtrykket i ansigtet – øjenlågene, læberne, kinderne… Samtidig med at ryggen røbede hendes indre kamp.

I efteråret har hun spillet med i Hvem er bange for Virginia Woolf? af Edward Albee i Maria Vinterbergs iscenesættelse på Teatret ved Sorte Hest. Som kvinden Martha i det nedslidte ægteskab over for Jakob Cedergrens George. Her var Iben Hjejle selvsikker og styrende, men også pludselig sårbar og tvivlende. En femme fatale med store armbevægelser – og et menneske med en fantastisk erotisk fremdrift, som vitterligt truede med at blive fatal. En sjæl, der var blevet afhængig af flasken, men også et temperament, der tændte på kampen og legen med den usynlige grænse, som hun ikke måtte overtræde, fordi hun vidste, at hun så ville smadre sit ægteskab for altid.

Desværre blev Iben Hjejles krop angrebet af en virus undervejs. Mange aftener blev forestillingen aflyst. Det var ærgerligt for publikum, og det var svært og bekosteligt for teatret. Men Iben Hjejles stemme forsvandt simpelthen – på trods af alverdens lægebehandlinger. Det har hun også hæst fortalt om i sin podcast Sitter, som hun de sidste seks år har skabt sammen med Signe Lindkvist – med højt humør og ublu ærlighed. Stemmen kom i vejen, også her, så de to har netop lukket podcasten. Men noget andet vil garanteret opstå. Sådan er Iben Hjejle.

I Danske Teaterjournalister er vi meget glade for, at vi i dag kan overrække Iben Hjejle Teaterpokalen 2024 – æren, 50.000 kroner og en skål af det pureste sølv af Manuel Sjødahl. 

Er der en skuespiller, der nok skal gøre sig forståelig selv uden stemme, så må det være det Iben Hjejle! Stort tillykke!