Anne Liisbergs tale til Maria Vinterberg, Teaterkatten 2020
Teaterinstruktør Maria Vinterberg modtager Teaterkatten 2020 for sin iscenesættelse af “Mens vi venter på Godot” på Teatret ved Sorte Hest. Talen blev holdt ved Anne Liisbergs alternative prisoverrækkelse på Teatret ved Sorte Hest.
”Det er ikke tomrum, der mangler”, konstateres det mod slutningen i den absurde klassiker over dem alle, Becketts “Mens vi venter på Godot”. Tomrum har vi også haft nok af i corona-året 2020. Vi har ventet og ventet på at komme ud – på at finde en mening. Vi har søgt i kunsten og savnet teatrets rum, der kortvarigt åbnede i efteråret, hvor vi tørstende og med behørige mundbind igen flokkedes i teaterrummene. Også til dig på Teatret ved Sorte Hest fandt vi hen, Maria Vinterberg, for her mødte vi dem, hvis grundvilkår det er at vente, og her blev tomrummene fyldt med glimt af mening og af blændende skuespil i overlegen iscenesættelse.
Din affære med det absurde rækker næsten 20 år tilbage. I 2002 iscenesatte du succesfuldt og friskt Ionescos “Den skaldede sangerinde”, og det kunststykke gentog du med samme håndfuld skuespillere 15 år efter, og formåede atter at bibringe forestillingen en påtrængende aktualitet i sin nærmest dadaistiske opløsning af det sociale sprogs koder. Mesterligt skabte du en altomsluttende, dirrende intensitet spændt op imod en ikke mindre insisterende pinlighed. Greb, der kendetegner din evne til at indfange det absurdes kerne, så latteren ruller, mens smerten – tomheden – det meningsløse samtidig stikker i vores hjerte – griber om vores strube.
Ikke blot i denne forestilling, men i hele perlerækken af absurde dramaer, der tæller klassikere som Becketts “Glade dage” og Ionescos “Enetime”, men også Line Knutzons “Torben Toben”, som du løftede ud af glemslen og pustede liv i med et vidunderligt ungt cast. Du tiltrækker Danmarks dygtigste skuespillere, men giver også chancen til de unge, der måske bliver det engang.
Foreningen Danske Teaterjournalisters pris Teaterkatten uddeles til en opsigtsvækkende instruktør. Maria Vinterberg, du er ikke bare opsigtsvækkende, men ganske larmende unik i din insisteren på at modernisere det absurde teater. Du aktualiserer de ældre tekster gennem kondensering og fremragende personinstruktion, du sætter nyskrevne værker som Peter Nordals “Godnat Albert” på scenen og glemmer heller ikke nyklassikere som Line Knutzons “Det er så det nye”, der fik nyt liv i din altid tekstnære, men samtidig bandsat sprælske instruktion.
Det absurde teater har altså længe haft et godt hjemsted hos dig, og du formår generøst gang på gang at revitalisere en genre, der ellers kan fremstå støvet. Det absurde drama er spørgsmål, ikke svar, og engang var spørgsmålet om livets meningsløshed voldsomt provokerende, i dag er det en kliché på krykker, der skal kunne noget mere for at være relevant, for at ramme os.
Det kan “Mens vi venter på Godot”. Teksten talte i coronaefteråret direkte ind i vores kollektive oplevelse af meningsløshed, men forestillingen hævede sig langt over denne 1:1-association i din karakteristiske rasende rytmiske og fysiske iscenesættelse, der med melankoli, mild og voldsom fortørnelse og hysterisk humor genfødte også denne nærmest genre-emblematiske tekst til et kammerspil i desperat særklasse.
“Mens vi venter på Godot” cementerer din position som genrefornyer af det absurde drama. Du holder fanen højt og gør teaterhistorien spillevende. Du viser os, at det nye kan findes i det gamle, når blot nysgerrigheden, den kunstneriske nerve og modet til at gå hele vejen er til stede. Vi ser frem til næste skud på dit absurde træ – som virkelig ikke egner sig til at hænge sig i, men som fortæller os om det menneskelige i en perfekt afstemt blanding af komik og tragedie. Mens vi venter, hylder vi dig i dag for mesterstykket “Mens vi venter på Godot”.
Stort tillykke med Teaterkatten 2020, Maria Vinterberg.
