Trine Wøldiches tale til Sargun Oshana, Teaterkatten 2018
Instruktør Sargun Oshana modtager Teaterkatten 2018 for sin iscenesættelse af “Momentet” på Aarhus Teater. Talen blev holdt af Trine Wøldiche, teateranmelder hos Dagbladet Information, ved prisoverrækkelsen den 3. december 2018.

Han er en mester ud i teatereksperimenter, han skaber scenekunst, der trækker ungdommen ind i teatersalene og han er – som han selv sagde, da vores formand Jakob Steen Olsen ringede til ham – »den første araber, der modtager prisen«.
Foreningen af Danske Teaterjournalisters pris Teaterkatten tildeles en instruktør, der har gjort sig bemærket i løbet af det seneste år. Og det er så afgjort tilfældet med Sargun Oshana, der i år modtager prisen for forestillingen Momentet på Aarhus Teater.
Sargun Oshana har siden sæson 2017/18 været ansat som husinstruktør på Aarhus Teater, hvor han, i samarbejdet med scenograf David Gehrt, har sat sit tydelige præg på Studio Scenen helt nede i teatrets kælder.
Der er kommet en umiskendelig ung vibe over Studio. Hvilket tydeligt afspejles i klientellet. Sargun Oshana tør gå i nye retninger, afprøve nye formater og vende op og ned på de gængse forventninger til, hvad en teaterforestilling er og hvor den foregår.
I løbet af det seneste års tid har vi som publikum kunnet opleve den ene nytænkende iscenesættelse efter den anden. De fleste i Aarhus, men også København har fået en forsmag på, hvad der venter, hvis Sargun Oshana rykker østover, når aftalen med Aarhus Teater udløber. Selvom vi jo er nogen, der håber, han bliver i Aarhus.
Vi har været publikum til intime forestillinger som netop Momentet, der gav helt nyt og anderledes farvestrålende liv til LOC’s tekstunivers. Højenergisk, på mange måder grænseoverskridende og særdeles underholdende fra start til slut.
Vi blev budt inden for til gys-og-gru-teater med en klar psykologisk vinkel i hans iscenesættelse af Stephen Kings Misery på Rebublique. Og senest har vi oplevet en ekstremt fysisk fortolkning af Sarah Kanes 4:48 Psychosis. En brug af kroppens fysik, som på mange måder er kendetegnende for hans måde at instruere skuespillerne på.
Sargun Oshana er en klar indikator på, at der er større diversitet på vej i den danske scenekunst. Ikke så meget ift. hans arabiske baggrund, som han selv nævnte, men i langt højere grad i form af hans evner til at tænke ud af boksen, ud af teatersalen.
Sargun Oshana er en instruktør, der ikke er bange for at afprøve nye veje, eksperimentere og overskride grænser. Både når det handler om publikums intimsfære, som han gang på gang lader skuespillerne overskride, og også når det kommer til det rent lokalitetsmæssige, hvor han rokker ved den almene opfattelse af, hvor teater foregår.
Alene i år har vi som publikum været med på bar i hans instruktion af Simon Matthew i forestillingen Techno eller Frådseri. Vi har besøgt kaffestuen på lokalcenter Møllestien med Anekdoter og senest har vi været på vandring i Tivolis tiltagende tusmørke i forestillingen Friheden.
I et interview, som Aarhus Teater lavede i forbindelse med sæsonlanceringen 2017/18, beskriver Sargun Oshana selv sin opfattelse af publikums rolle således:
»Du køber dig ind på en rejse, du ikke ved hvor går hen, og du er ligesom forandret, fra du kommer ind, til du går ud. Du træder ind i værket, du er værket, og du tager værket med dig hjem«.
Og har du oplevet blot én af Sargun Oshanas intime og meget kropslige iscenesættelser, kan der ikke herske tvivl om, at værkerne bliver siddende i kroppen også efter sidste klapsalve for længst er forstummet.
Så kære Sargun Oshana, stort tillykke med Teaterkatten 2018.




