Jakob Steen Olsens tale til Christian Lollike, Teaterpokalen 2016

Dramatiker og instruktør Christian Lollike modtager Teaterpokalen 2016. Talen blev holdt ved prisuddelingen på Folketeatret i København den 5. december 2016 af anmelder og teaterredaktør Jakob Steen Olsen.

Angst æder sjæle op.

Sådan var der engang en gammel Fassbinder-film der hed. Men det er også en sammenfatning, man groft kunne hæfte på store dele af Christian Lollikes dramatik. Han er en nemlig dramatiker i en urolig verden. 

En verden, hvor civilisationen, som vi kender den, er under forandring, under pres. En verden, hvor tingene ikke længere er, som de har været. Hvor rigtig mange mennesker har svært ved at forstå, hvad det er, der foregår. De kan ikke kende verden. De kan ikke kende sig selv. Der er noget, der æder dem op.

Det er i hvert fald sådan situationen er i Lollikes seneste stykke, ”Living Dead”, som hans eget teater, Sort/Hvid har spillet i dette efterår – først i samarbejde med Aarhus Teater på den jyske landsdelsscene, siden i Pakhus 11 på Østerbro og som er den forestilling, Christian Lollike i år får Teaterpokalen for at have skrevet og iscenesat.

I et trist hverdagskøkken bliver publikum mødt af tre langsomt talende, mekanisk interagerende mannequin-figurer, som ikke rigtigt ved, hvad de skal tænke om det hele. Om dem, der pludselig som zombier vælter ind over samfundets og deres personlige grænser: flygtningene, der myldrer over havet, hvis de da ikke drukner undervejs i »afrikanergraven«. Som ildevarslende ringer på døren og umærkeligt forvandler de tre på scenen. Du bliver, hvad du frygter. Angst æder sjæle op. 

Den ilde hørte sandhed er barsk i »Living Dead«, der fungerer som samtidsgyser, mentalitetssatire, spøgelseshus, grotesk dødsmesse og verbal afklapsning i ét. Titlen refererer naturligvis både til den truede velfærdsdansker med den åndelige usikkerhed, den manglende samvittighed, vi ikke rigtig kan mobilisere: ”Hvordan kan man føle empati midt i et hav af døde negre?” som det bliver formuleret undervejs. 

Og den sigter netop til de døde afrikanere, der også dukker op. Stadig med vandet sivende ned over de sortmalede minstrelfjæs, endnu med redningsvesten monteret, stavrer de frem mod publikum i et af de David Lynchske-mareridtscenarier, der afløser uvidenshedsudvekslingen om køkkenbordet, og som også omfatter sorte burkaskikkelser med dødningsgrin bag sløret.

Jo, der skal grove midler til at vække os af døsen og den ansvarsforflygtigelse, som naturligvis er målskiven for det hele. Også selv om teatrets midler er begrænsede.

»Hvis det er meningen, jeg skal blive berørt af det her, så sker det ikke,« pipper en af de bedøvede velfærdszombier undervejs.

Dramatikeren selv har ikke noget svar. Ikke på scenen. Heller ikke i et interview med Berlingske inden premieren:

»Det er vilkår, som vi overhovedet ikke ved, hvad vi skal stille op med. Nogle går fra at være flygtninge til at blive skøre til at blive terrorister. Samtidig ved vi ikke, hvordan vi skal håndtere de mange og samtidig fastholde et billede af os selv som gode mennesker. Hvad fanden er det for et angst-cirkus, vi er havnet i? Og findes der en udgang på det?«

”Living Dead” er teater til angstens fællesrum. 

Det er ikke det enkelte menneske, der interesserer Christian Lollike. Det er os alle sammen. Eller rettere: Det er den tid, vi lever i, og hvad den gør ved os, der optager ham. Hans temaer og replikker er som regel ikke hentet fra dagligstuens eller hverdagspsykologiens tunge sofahjørne og det enkelte menneskes navlepillende sjæleliv, selv om han faktisk så sent som i det forgangne teaterår også har prøvet kræfter med en regulær familiekomedie på Aarhus Teater. Han er hverken til følelsesporno eller pleaserteater, som han selv har sagt det.

Han vil i kontakt med noget andet og mere. Med selve tidsånden.

Hans teater er samfundsanalyse som dramatik, men badet i kunstens uforudsigeligt groteske syrebad med frit valg på alle hylder. Realismen – den kan gå ad helvede til eller til filmen og fjernsynet.

Og samtidig er hans dramatik berøvet ethvert tilløb til den forfladigende og forenklende pædagogisering, man kan se så mange andre steder i teaterlandskabet. Han har insisteret på kompleksiteten og på at finde sin egen køligt provokerende indgang til det emne, der har sat hans indre dramatikermotor i gang. Gang på gang har han stået på sin ret til at ville have det ubehagelige og det uforståelige i tale. Hvad enten det har drejet sig om voldtægtsmænd, der forgriber sig på en pige, det tyske nationaltraumes udslag i historieløshed og nynazisme eller – i ”Manifest 2083” – Anders Behring Breiviks forskruede tankegang. For slet ikke at tale om den bevidstgørende gestus, der hed det politiske parti Dukkepartiet – med Lollikes egne ord ”aktivistisk kunst, der interagerer med virkeligheden og reelt bryder ind i de ulykkeligt trættende spil mellem medier og politikere.”

»Grundtonen eller motivationen er hele tiden at forstå det, jeg ikke selv forstår, ” har han sagt i et interview i Politiken. ”Det er det, der får mig til at skrive. At skrive er jo et forsøg på at give det uforståelige sprog.”

Han vil altså forstå det, der ikke er til at forstå. Forklare det, vi ikke rigtig kan forklares. Endda forsvare det, der ikke er til at forsvare. Det kan give skrammer.

Med Christian Lollike et eller andet sted i nærheden er det teater, som ellers ikke længere kan ophidse nogen – sat i centrum for debatten – uden at det er noget, han nødvendigvis selv har ønsket . Flere gange har han fået hældt en skraldespand ud over sig, fordi nogen – politikere, som til andre tider hævde at ville gå i døden for ytringsfriheden – forlanger, han skal holde kæft. Politiske høge, som vel at mærke aldrig kunne drømme om at sætte benene i hans teater – har sidestillet det at give stemme til dem, vi ikke må lege med, med at sympatisere med dem. Det kunne ikke være mere forkert.

For tag ikke fejl: Christian Lollike er en moraliserende dramatiker, men han er det på sin egen, moderne måde. Han insisterer ikke på nemme løsninger, men tillader sig at sætte fingeren på samfundets ømmeste punkter. Uden at levere svar. Og han er fortsat med at fortælle sine historier til trods for det ydre pres, der har været ham til del – orkanens øje blinker ikke. For ham er teatret nemlig ikke et sted, vi sætter os hen for at sove eller blive bedøvet.

Det gør ham til noget ganske specielt i et dansk teater, der ofte befinder sig milevidt fra det, der foregår rundt om det. Som ofte vælger at fedtspille i hjørnerne iført pudderparyk og 80erhists frem for at turde at gå i clinch med tidens store temaer, mens man mumler noget om, at ”nu skal man jo ikke provokere bare for at provokere”.

»Jeg angler afsindigt meget efter anerkendelse, og samtidig frygter jeg at ligge under for den, ” sagde Christian Lollike for nogle år siden, hvor han modtog en af sine Reumert-priser. ”Prisen medføder en barnlig og grådig stolthed – og en selvfrygt, for tænk hvis man pludselig begynder at give folk det, de vil have, i stedet for det, de frygter at få? Det er jo det, der er døden.«

Der må han nok sige. Må det hermed være os tilladt at give årets modtager af Teaterpokalen endnu mere ”selvfrygt”. Hvad vi forventer af ham? Vi forventer endnu mere af det, vi frygter at få. Vi vil høre endnu mere af det, vi ikke vil høre.