Rie Hammer og Mette Garfields tale til Liv Helm, Teaterkatten 2016

Instruktør Liv Helm modtager Teaterkatten 2016 for sin iscenesættelse af “De rene rum” på Aarhus Teater. Talen blev holdt af skribenter og redaktører på teatermagasinet Teater1, Rie Hammer og Mette Garfield, ved prisoverrækkelsen på Folketeatret den 5. december 2016.

Liv Helm - Teaterkatten 2016
Sceneinstruktør Liv Helm modtager Teaterkatten 2016 af Foreningen Danske Teaterjournalister på Folketeatret. Foto: Søren Kløft

En turboinstruktør’, lød begrundelsen i juryens motivationstale, da Liv Helm modtog Årets Reumerts talentpris 2016. Nu bare et halvt år senere står Liv Helm igen på prispodiet og modtager så velfortjent Foreningen af Danske Teaterjournalisters pris Teaterkatten, der uddeles til en opsigtsvækkende instruktør.

For Helm er i sandhed en opsigtsvækkende turboinstruktør.

Hun kan som få tage livtag med den moderne dramatik og få den til at leve som et scenisk sansesus, når hun viser os afgrunden i os selv, i samfundsstrukturen og i de mellem-menneskelige forhold.

Men hvem og hvad er Liv Helm som scenekunster?

Hun er punk, præ, post og pisse humoristisk. Hun er de moderne ords sceniske mester, en auditiv iscenesætter med unik sans for lyden som medfortæller. En menneskekender, der kan personinstruere, så det smerter i sjælen hos publikum på stolerækkerne. En formens mester, der lader fortællingen udspilles i de ydre rammer. Og en satirisk skarpskytte, når hun lader kroppen træde i karakter som det saftende, savlende og lemlæstede bløddyr det moderne menneske så akavet slæber rundt på og forsøger at få kontrol over.    

Og tempoet…! Tempoet er hæsblæsende…

Tænk bare på Helms tonsende iscenesættelse af tyske Sibylle Bergs monolog Og Nu:Verden på Husets Teater. Her blev hovedpersonen, hvis identitet i forvejen var opløsningstruet, spaltet til ikke bare, én, men tre hovedpersoner. Der i Helms stramt orkestrerede amok-ridt lod vredesudbrud og frustrationer forgrene sig i en eksplosiv kakofoni af kværnende kvindestemmer, mobilsamtaler, webcam, bamsekram og tequila–shots, mens de forsøgte at finde sig selv i et tragik–humoristisk opråbs-orgie af selvynk og trommesæt-soli.

Eller da hun (mens hun stadig var under uddannelse på Den Danske Scenekunstskole) i den på en gang knugende og humoristiske Overload fra 2014 på Odense Teater i samarbejde med komponist Matilde Böcher på baggrund af interviews med stressramte borgere i Odense skabte et mareridts requiem; en montage af tekst, kor, lyde og ekspressive kroppe for tre performere og 61 højtalere. Her udfordrede hun ikke kun teatermediet ved at tage replikkerne fra skuespillerne, men behandlede samtidig et meget aktuelt arbejdsmarkeds- og socialt problem.

Senest har hun med præsentationsforestillingen med afgangselever fra Den Danske Scenekunstskoles uddannelse i skuespil fra Aarhus formået at få alle otte skuespillere til at træde frem som karakterstærke personlighed med retning og vilje. Der var ellers nok at holde styr på i dramatiker Amalie Olesens nyskrevne og narrativt legende overflødighedshorn af tematiske ledetråde og eventyrlige referencer. Helms orkestrering lykkedes til fulde i forestillingen De Rene rum, som hun nu også modtager denne pris for.

Hun hamrer af sted, og det er heldigvis umuligt at indfange hendes kunstneriske karriere i en formfast kasse. Hun  udfordrer, afsøger og undersøger ordet, lyden og kroppen i det sceniske rum. Hun udvikler teatret og har samtidig noget betydningsfuldt og aktuelt på hjerte. 

Så sent som i går havde hun premiere på en monolog-iscenesættelse af en forsknings–bog fra Aarhus universitet, som del af  Nørrebro Teaters nye videnskabstiltag En tænkepause.  

Vi håber, du kan holde tempoet og glæder os til at hænge på i fremtiden.

Stort tillykke med Teaterkatten 2016.

Vi anvender cookies, så hjemmesiden fungerer optimalt. Når du fortsætter, accepterer du vores brug af cookies.  Læs mere