Jakob Steen Olsens tale til Thure Lindhardt, Teaterpokalen 2013
Skuespiller Thure Lindhardt modtager Teaterpokalen 2013 for “Den mystiske sag om hunden i natten” på Betty Nansen Teatret. Talen blev holdt af Jakob Steen Olsen, tateranmelder hos Berlingske, ved prisoverrækkelsen i 2013.
Kære Thure Lindhardt, kære alle sammen,
Det er aldrig pænt at begynde med sig selv, når man holder tale. Det er slet ikke pænt at starte med en fiasko. Men vi vover øjet alligevel. Sådan her skrev en anmelder nær Dem om Det Kongelige Teaters store klassikeropsætning ”Antonius og Cleopatra”, der gik hen over scenen for hen ved 12 år siden – en Shakespeare-tragedie i mere end en forstand:
”Og resten af ensemblet kæmper en heroisk kamp, der endnu engang blotstiller nationalscenens ejendommelige personalepolitik. De fleste har det svært med replikkerne. Ikke mindst Thure Lindhardt, der i den vigtige rolle som de uheldsvangre elskendes banemand, den romerske kejser Octavian, hverken har teknik eller autoritet til Shakespeare.”
Av, godav! Så var den afleveret. Dagens modtager af Teaterpokalen har selv beskrevet oplevelsen med den romerske imperator som en af sin karrieres forfærdeligste:
”Det gik helt galt. Jeg kan huske en aften, jeg spillede. Jeg havde fået et hvidt Pjerrot-kostume på og håret fønnet tilbage, og jeg skulle stå og sige de der store Shakespeare-monologer. Grundlæggende havde jeg ikke lyst til at åbne munden. Så var der en, der sad på bagerste række og råbte: ‘Højere!’. Jeg tænkte: ‘Jeg vil hjem. Jeg vil ikke være her længere.’”
Men Thure Lindhardt blev. Og han lærte noget. ”Jeg blev bedre til at finde ud af, at det i bund og grund handler om at tro på mig selv, når jeg står der. At tro på, at nu skal I altså lytte til, hvad det er, jeg siger, for jeg har ret – om det så er rigtigt eller ej. Den tro kan man miste. Jeg kan miste den igen, for der er ingen garantier”.
At Thure Lindhardt på et tidspunkt kom til at opleve en krise i sit skuespillerforløb er ikke så svært at forstå. Han var kommet godt i gang som skuespiller. Ja, mere end det. Det var faktisk gået helt forrygende. Det blonde hår, den drengede skikkelse, den lyse stemme, de store, blå øjne, det charmerende mellemrum mellem tænderne: Thure Lindhardts drengede skikkelse og ungdommelige talent var der brug for i dansk teater. Men der var også behov for en skuespiller, som brændte igennem med nærvær, intelligens og en underliggende, elektrificerende farlighed, hvis det var det, der var nødvendigt.
Kort tid efter afgang fra Odense Teaters elevskole i 1998 kom for eksempel et flot gennembrud på teatret i Mark Ravenhills krasse lige-i-ansigtet-stykke ”Shopping and Fucking” som fordærvet trækkerdreng på CaféTeatret. Og på film blev han landskendt med den fascinerende rolle som den autistiske dreng i Kaspar Rostrups Martha Christensen-filmatisering ”Her i nærheden ”i samspil med selveste Nørby, Helmuth og Moritzen – en rolle, han fik tilbudt, allerede mens han gik på elevskolen.
Ja, hans held og glæde over det hele var vel næsten mest af alt at sammenligne med den frække dagdriverlømmel Aladdins – den rolle kom han naturligvis også hurtigt til at spille – og som i hans version på en udboret knallert og i moderne, stramtsiddende T-shirt kom kørende ind på Ulvedalenes scenen og råbte ”Yes!” når han for anden gang greb gadehandlerens appelsin. Han prøvede kræfter med rigtig meget – fra samtidig eksistentialistisk dramatik – Sarah Kane på nationalscenen – til Nikolaj i Nøddebo Præstegaard.
Han var i sandhed en ”Shooting star”, også på film, og noget, han allerede var blevet udnævnt til, da ”Her i nærheden” blev vist på filmfestivalen i Berlin. Og snart spillede han en række roller også i udlandet, ikke mindst i det store Tyskland, der med sin omfattende tv – og filmproduktion er er et glimrende arbejdsmarked for en dansk skuespiller, hvis han eller hun kan tale tysk.
Ude i verden blev og bliver han set på med rene øjne. Med rollerne i udlandet fik han ikke bare mulighed for at få tykkere smør på brødet, men også chancen for at starte på en frisk og slippe for det begrænsende synsfelt, han stod i risiko for at blive placeret herhjemme af andre og af sig selv — som sær, ung mand.
Alligevel indtraf altså en krisen i en skuespillers liv. Den ramte ham, da han pludselig blev bange for at gå i stå. Det gik sådan set godt nok, men han blev doven. Han blev utilfreds. Med sig selv og de roller, han fik tilbudt. Egoet og angsten tog over. Han syntes ikke, det han lavede, var godt nok. Tomheden lå på lur.
Siden fandt han heldigvis tilbage til, hvorfor det var, han blev skuespiller. Og han forstod, at han ville være chefen i sit eget liv, ikke gå til i uprøvede chancer, rødvinsbrok og den passivitet, man let kan opleve som skuespiller, fordi det er andre, der bestemmer over ens karriere. Ikke alene prøvede han lykken og fik fodfæste som filmskuespiller i Amerika. En drengerøvsdrøm, der har givet ham nye opgaver og oplevelser på store filmproduktioner, hvor Tom Hanks er nærmeste medspiller, og med hoteller, hvor man ikke engang har råd til selv at købe en kop kaffe.
Men vigtigst af alt genvandt han også lysten til det hele. Fandt ud af at benytte sin privilegerede situation til kun at sige ja til det, der betød noget.
”Jeg skulle lære at finde ud af, hvad jeg skulle som voksent menneske og ikke bare som en ung skuespiller,” har han forklaret. ”Det har aldrig været så sjovt for mig at spille teater som de sidste 3-4 år, og jeg har virkelig nydt det, fordi jeg har lyst”.
Og Thure Lindhardts roller har måske ikke været mange, men til gengæld prægnante de seneste gange, han har vist sig på en scene: Han fik revanche hos Shakespeare med en rastløs, intelligent og intenst glødende Hamlet, først på Kronborg, siden i Gladsaxe.
Han sugede opmærksomheden til sig som den martrede morder i Dostojevksijs ”Forbrydelse og straf” på Det Kongelige Teater. Han var den mærkelige dreng med de stærke kræfter i ”Bliktrommen” på Betty Nansen Teatret. Og senest har han altså også spillet den altdominerende, komplicerede hovedrolle som den 15-årige, autistiske dreng Christopher, der sætter sig for at opklare mordet på genboens hund i det engelske successtykke ”Den mystiske sag om hunden i natten” samme sted. En rolle, som er den direkte anledning til, at Thure Lindhardt får årets Teaterpokal. Muligvis igen en sær, ung mand. Men spillet med hele den voksne skuespillers autoritet. Hans lysende og troværdige portræt af den autistiske dreng – hyperintelligent på udvalgte områder, forsvarsløst naiv over for verden på andre – var den stjernepræstation, det hele kunne samle sig om. Med bøjede arme, sansende fingre, missende øjne, søgende mund og en lys, kontant staccatoreplik var han enestående troværdig.
Resultatet var intet mindre end bevægende. Vi levede og græd med denne dreng, der bevægede sig ud i verden i sin søgen efter sandheden – i sidste ende også om sig selv. Men læg dertil det fascinerende aspekt, det var at se en begavet skuespiller skabe en rolle for øjnene af os. I Thure Lindhardts præstation kunne man ligefrem fornemme det minutiøse forarbejde, den indsigt og viden, en flittig perfektionist havde tilkæmpet sig. Men også en klog skuespillers bevidsthed om at være tilstede i nuet. At kunne give slip i samspillet med andre. Ikke mindst med publikum.
”I en teaterforestilling spænder du selv en bue. Du er ikke bare en skuespiller, men også en slags dirigent, der er med til at række i alle trådene,” har Thure Lindhardt sagt, når han har skullet forklare det enestående ved det teater, han holder stædigt fast i. ”På teatret kan du gå ind og undersøge ting, som du ikke har tid til, når du laver film. Du kan dumme dig, prøve karakterer af, som i starten kan virke overdrevne, men som du så kan fylde ud. Og i samspillet med andre opstår ting, som kan vokse,” har han forklaret.
For heldigvis lægger Thure Lindhardt ikke skjul på, at han slet ikke kan undvære teatret. I en tid, hvor dansk teater lide runder at de bedste navne i den yngre generation næsten helt har forladt scenen, insisterer han på at spille en rolle hvert sæson – minimum hver anden. Teatret er hans helle. Teatret giver ham frihed.
”Helt grundlæggende elsker jeg at komme så langt væk fra mig selv og så langt ned i en rolle som muligt. Jeg kan nørde rundt i måneder og finde på lige netop de karaktertræk, der vil passe til den figur, jeg skal spille. Jeg har meget høje standarder og forventninger til mig selv, men jeg kan ikke altid leve op til det,” sagde han for et stykke tid siden i et interview.
Der er ingen tvivl om, at Thure Lindhardt er hård ved sig selv. Succesen har en pris. For der er forventninger at indfri. Hver gang. Men mon ikke han trods alt føler, at han med sin seneste teaterrolle har levet op til det, han har skullet? Det har i hvert fald været hensigten med at give ham denne Teaterpokal at fortælle ham, at han er god nok. At han har ret til at stå på en teaterscene og blive lyttet til.
Og rollen som Ocatvian i ”Antonius og Kleopatra”, for nu at slutte, hvor vi startede? Den ville den erfarne skuespiller, den ærekære kunstner, rigtig gerne spille igen. Så skulle han kraftedeme vise os! Det behøver han ikke. Forude venter andre og langt mere spændende roller. Det er næsten det bedste ved det hele.
Hjerteligt til lykke!
