Jakob Steen Olsens tale til Tammi Øst, Teaterpokalen 2018

Skuespiller Tammi Øst modtager Teaterpokalen 2018 for “Richard III” på Husets Teater. Talen blev holdt af Jakob Steen Olsen, teateranmelder hos Berlingske, ved prisoverrækkelsen den 3. december 2018 på Folketeatret i København.

Han er teaterhistoriens største skurk, Shakespeares “Richard III”. Uden formildende omstændigheder. Han siger det sådan set selv: Han ejer ikke medlidenhed. Hvorfor er han blevet sådan? Er det, fordi han er outsider og mobbeoffer, så derform, at hunde hyler, når han går forbi? Eller er han andet og mere? Er han simpelt hen sindbilledet på gold ambition og både maskeret og umaskeret magtliderlighed – på det menneske, der er villigt til at gøre hvad som helst for at tilrane sig magten? Og gøre endnu mere for at beholde den?

Det er den sidste version, Tammi Øst spillede på Husets Teater. Sat i i en verden, hvor skarpe knive hele tiden lurede i skyggernes begsorte mørke. Hun nærmest vendte vrangen ud på sig selv og spillede dæmonien bag magtens psykologi ekspressivt, ja nærmest vellystigt ud. Helt til kanten, men med imponerende, fræsende energi fra start til slut, når spillet endegyldigt var slut og den berømte hest, Richard ville bytte sit rige for, aldrig dukkede op på slagmarken. Tammi Øst gjorde næsten forestillingen til et eksplosion af et oneman-show – eller skulle vi snarere sige et onewomanshow, selv om kønsskifet ikke spillede den store rolle i forestillingen, hvor det var selve  ondskabens og magtliderlighedens anatomi, vi var interesserede i

Hænderne ned langs siden det meste af tiden, hvid skjorte, fugtigt hår, bare fødder. En lille mand. En lille, uhyggelig mand. En lille, uhyggelig, ækel mand. Tammi Øst gav  los i en præstation, der umiddelbart virkede hæmningsløs, næsten vrængende, men i virkeligheden var stramt koncentreret eksekveret. Hendes attak var furiøst fra første færd – ordene faldt snart som beskidte øksehug, der måtte inficere de sår, de forvoldte. Snart føg de omtrent sanseligt nydelsesfuldt af munden som maskinpistolsalver.

Ondskaben formeligt boblede hen over det ansigt, der nærmest trak sig sammen i forbløffede spasmer over egen mangel på samvittighed. Forstillelsen var total, når Richard det ene øjeblik angrede og græd over sine egne gerninger for at opnå, hvad han ville – for det næste iskoldt at konstatere, at omverdenen var alt for let at bedrage. Og det er det, han gjorde. Løj, bedrog, snød, manipulerede, truede og myrdede med os på tilskuerrækkerne som passive medvidere: “Er I med dernede?”.

Denne Richard greb sine kvindelige modstandere i deres pussy og udsprede fake news i lind strøm. Lignede det noget, vi kender? Lignede forbryderens skrupelløse retorik på vej mod magten den type forførende demagogi, der kan kile sig ind, når vi i forvejen ikke aner, hvad der er op og ned – folket optrådte også som en flok idioter et eller andet sted derude i mørket? Vel at mærke uden at forestillingen forfaldt til platte samtidshints. Det behøvede den ikke. Og den havde skuespilleren, der havde flyvehøjden og kunne levere varen.

Var det ikke, som om dette var rollen, Tammi Øst havde ventet på? Opgaven, hun kunne løse med alle de vilde kræfter, det emotionelle overtryk, vi godt i forvejen vidste, boede i hende. Den strømførende præstation beviste i hvert fald til fulde, at Tammi Øst er dansk teaters modigste skuespiller. Hun er ikke hende, der spiller fedtspil ovre i siden.  Hun ved det selv: ”Når jeg går på scenen, sker der noget, ” sagde hun, da hun fik kastet en  af sine mange Reumert-statuetter efter sig. Det er lige præcis det, der sker. Noget. En hel masse. Tammi Øst satser hele butikken, spiller højt spil – med risiko for at det hele bliver for meget. Men i bedste fald – og oftest  – som den, der vinder stort. Tammi Øst er ikke bange for noget. Hun er i hvert fald ikke bange for publikum. Det skulle da lige være for at kede dem.

Der er noget pågående, insisterende, nærmest aggressivt utålmodigt i Tammi Østs talent. En evne til at sætte fut i foretagendet, drive videre, presse på, manifestere sig, som er livgivende i de sammenhænge, hun indgår i.

Når Tammi Øst går på scenen, sker der noget.

”Jeg har været meget heldig,” har hun selv sagt i et interview. ”Men der har vel været noget i mig selv, hvor jeg har været meget målrettet og stædig. Jeg tror også, det hænger meget sammen med, at jeg jo har et meget stærkt overlever-gen, som blev udviklet gennem hele min barndom, og det har jo været godt at have med.”

”Så jeg kommer nogle gange til at gøre for meget,” fortsatte hun. ”Men det har også sin skyggeside, fordi jeg nogle gange kan være næsten voldelig ved mig selv, fordi jeg har så megen vilje, at jeg kommer til at overtræde mine egen grænser.”

Hun har, med andre ord, altid syntes, hun skulle bevise sig,

”Så jeg har altid været til stede lidt med en åndenød. Jeg er nødt til at vise dem, at jeg skal være der – ellers smider de mig ud.”

Hvis det er den, utålmodighed, vi oplever på scenen, så kan vi som tilskuere kun prise os lykkelige for, at Tammi Øst føler, hun skal bevise sit værd hver eneste gang. Gid alle skuespillere havde haft en dårlig barndom!

Men der  er ingen tvivl om, at hendes kunst med årene også koster noget. Hun slider på hovedstolen, trækker veksler på sit eget sind. Det kan næsten ikke være anderledes.

Hun har selv sagt det;

”Hvis ikke man finder et personligt – ikke privat – et  personligt nærvær, hvor man satser sin egen sorg, sit eget raseri, sin egen sindssyge, tror jeg ikke, det får den store vægt og kan få fat i publikum,” forklarede hun i førnævnte samtale og fortsatte: ”Jeg bryder mig jo ikke om at stå der, uden at det koster noget. Hvis jeg ikke føler, at det fylder menneskeligt.”

Jo, Tami Øst giver sine roller en menneskelig fylde. Og den er kun blevet større med årene Talentet har der ganske vist aldrig været tvivl om: Hun var klassens dygtigste pige. UG med kryds og slange. Og det var næste uundgåeligt: Efter endt skolegang, Statens Teaterskole årgang 1982, blev hun hentet ind af Det Kongelige Teater, hvor hun debuterede i Gustav Wieds “Erotik” på Gamle Scene før ombygningen.  Hun var lys, hun var yndig, stemmen var blid vellyd, hun var nærværende på scenen, selve ungdommen, der gik ind på den. Hun var teknisk usædvanlig sikker. På en og samme tid uskyldigt gammeldags og helt nutidig med en evne til ”bare at være”,  som Berlingskes navnkundige teateranmelder Jens Kistrup skrev,  Det gjorde hende anvendelig i hele repertoiret, ikke mindst det klassiske, hvor hun bl.a. var en lysende Gretchen i “Faust” og en skær Irina i “Tre søstre”.

Alligevel søgte hun også uden for murene i en slags pendulerende faderoprør mod nationalscenen. Og her fik hun nogle af de chancer, som Det Kongelige Teater ikke rigtigt gav hende.

Det var uden for barndomshjemmet, den flinke pige for alvor skulle tage syvmileskridt og smide den pænhed, man ikke har stbskyggen af siden, overbords.  Allerede i en gæsteoptræden på Betty Nansen Teatret havde hun demonstreret uanede kræfter af trods og passion som rockidolet i Suzanne Brøggers “Dark”. Og nu var hun på Husets Teater både rørende og rystende som karrierekvinden, der bliver forladt i Nikoline Werdelins komiske sædeskildring fra 1990erne, “Liebhaverne”. Den lille, vibrerende og blufærdige smerte, hun altid havde med sig i de tidlige år, omsatte hun til kontant tragikomik for fuld udblæsning. Og kort tid efter spillede hun samme sted stort og skræmmende ud  som jalouisifortæret mordbrænder i i Astrid Saalbachs moderne tragedie , ”Aske til akse – støv til støv”.

En dobbelttriumf i mol og dur, som udløste Teaterpokalen 1998.

Nu får hun den igen.

Kære Tammi Øst.  Af alle de scenens fyrster og fyrstinder, som udgør den imponerende kongerække af modtagere af prisen, er du den første, der får den  for anden gang. Første gang var altså for nøjagtig tyve år siden

Du modtager naturligvis uundgåeligt det fineste , vi teaterjournalister kan give dig,  for den Richard, som også selv satte kronen på sit eget hoved.

Men i baghovedet og i hukommelsen ligger tillige  alt det, der er sket i de mellemliggende år.  På enestående og uforfængelig vis har du stillet dig selv og dit formidable følelsesapparat, din sceniske fantasi og dit dristige og undertiden drastiske vovemod til rådighed i alt, hvad du er indgået i – og det er ikke så lidt. Fra Cirkusrevyen til Frank Castorff, fra teaterkoncerter til græsk tragedie. Ind i mellem tilmed med dig selv i rollen som komponist og musiker på alle tangenter. Er der overhovedet noget, Tammi Øst ikke kan, ikke gør?  Du er noget så usædvanligt som en skuespiller, der ikke bare er vokset med opgaverne, men tilsyneladende også med livet. Du har konstant udviddet dine muligheder, brugt din nysgerrighed, grebet chancerne, taget resten selv.

Vi siger det lige igen: Når Tammi Øst går på scenen, sker der noget. Med risiko for udtørre alle kilder og udløse en kunstnerisk deroute herfra : Vi håber, at vi med denne pris kan være med til at fortælle dig, at du har lov til at være her. Hjerteligt til lykke.