Jakob Steen Olsens tale til Ole Lemmeke, Teaterpokalen 2012

Skuespiller Ole Lemmeke modtager Teaterpokalen 2012 for “Bang og Betty” på Folketeatret. Talen blev holdt af Jakob Steen Olsen, daværende teateranmelder hos Berlingske.

”Bang – you’re dead”, siger amerikanerne. Sikke noget vrøvl. Her var han jo lyslevende, Herman Bang, selv om han havde sovet i 100 år! Sådan som Ole Lemmeke lignede forfatteren og iscenesætteren i forestillingen »Bang og Betty« på Folketeatret, var det lige før, man troede, man havde set et spøgelse.

Dér sad han jo lige foran én. Komplet med det pomadiserede dandyydre – fra det glinsende hår og nelliken i knaphullet til galocherne over de blankpudsede sko. 

Men ikke bare lignede han den plagede Bang. Nej, sådan må han også have været, tænkte man. De viftende, udtryksfulde hænder, den rastløse vippen med foden, den henførte selvglæde ved egen begavelse. Den ciselerede tale med de mejslede konsonanter og stemte s’er, den raptløbende tunge – så vittig som hos en figur af Oscar Wilde. Sin egen blaserte komedie, en selviscenesættelse, der viste sprækker til afgrundsdyb skrøbelighed, når lidenskaben slog igennem – hvad enten der nu var tale om den umulige forelskelse i den håbløse protegé Fritz Boesen eller om kunsten på teatret, det »elektriske rige«, som var Bangs tilflugtssted, hvor han kunne føle sig resten af verden overlegen. 

Men også et menneske, der kunne smide alle verbalekvilibristiske glacéhandsker. Øjnene kneb sig helt sammen, og stemmen huggede til med flænsende, men dødeligt ondskabsfuld præcision, når han som et såret rovdyr forsvarede sin egenart, sin ret til at være den, han er.

Det er næppe forkert at sige, at Ole Lemmekes præstation blev oplevelsen i forestillingen på Hippodromen her i efteråret – forestillingens øvrige kvaliteter ufortalte. Det var og blev Herman Bang, der havde sin dramatiker Jakob Weis’ interesse. Og det var og blev Ole Lemmeke, der havde vores som tilskuere. Hvornår har man sidst overværet en præstation, der var så gennemarbejdet ned i mindste pedantiske detalje og som samtidig havde en så smuk udviklingskurve – frem mod den resignation, den dødsmærkede Bang, forhånet og forurettet, måtte føle, inden han forlod den hønse – og ormegård, der ikke har budt ham meget andet end foragt? 

”Et ætsende portræt af en stor, skarpøjet kunstner og et sårbart menneske, der kræver konstant at være i centrum,” som Henrik Lyding formulerede det i Jyllands-Posten. ”Utålelig og uimodståelig,” skrev han og fortsatte: ”Det er et sublimt Bang-portræt, skuespillermæssigt på højde med Jørgen Reenbergs H.C. Andersen-figur i ‘Fra Regnormenes liv’”.

Præstationen havde altbesejrende selvfølgelighed, som naturligvis kun kan komme af det lykkelige, der opstår, når en rolle vækker de helt særlige emotionelle strenge og fantasifølelser i en begavet skuespiller, der kan og tør gribe chancen og slå til.

Men også på et minutiøst forarbejde. Rygtet vil vide, at da Ole Lemmeke i al hast efter at han – det kan vi godt tillade os at sige, nu hvor alt er gået så godt – fået rollen på afbud og og hu hej hast havde måttet stille til fotografering på Folketeatret, havde han allerede nået at studere fænomenet Bang indgående. ”Hvorfor stiller du dig sådan, Ole?” ”Jamen, det er fordi Herman Bang altid stillede sig sådan.” Det endelige resultat blev imponerende komplet. Men heldigvis forvaltet med en sand skuespillers forståelse for, at den sidste hemmelighed, figurens inderste kerne skulle være intakt for at figuren kunne fascinere. 

Sådan har det også været med Ole Lemmeke selv. Han har haft sine hemmeligheder – både udenfor scenen og inde under de projektører, hvor det går bedst for dem, der kan lægge det hele frem og samtidig have har mystikken i behold. Ole Lemmes talent og dragende karisma har der aldrig været tvivl om. Det ydre var som skabt for scene, skærm og lærred. Det karakteristisk mejslede ansigt, de intenst gennemborende øjne, som altid nævnes, og det forstår man godt, for de er jo også lige til at brænde sig på, den brede mund med det sensuelle drag. Den, lidenskabelige stemme med den intelligente intonering. Sexet? Hallo, har paven en sjov hat på om søndagen? Jo, sexet når han ville eller skulle være det. For heldigvis har Ole Lemmeke aldrig stillet sig tilfreds med at reproducere den virile maskulinitet, han ellers sagtens kan mobilisere, om som han – til en vis grad – blev bedt om at rulle ud på film i slutningen af 1980erne, hvor han slog igennem som dansk films moderne helt og håb.

Men er det ikke, som om han hele tiden har været mand for at udfordre maskuliniteten i de roller, han har spillet gennem årene? Dels af en underliggende mørk melankoli, der strømmer i de fleste af hans præstationer. Men også af en blød mands vilje til at lægge afstand til og ironisere over den maskuline autoritet, han har alle forudsætninger for at sætte på scenen. På teatret blev det til et betydeligt gennembrud i det moderne drama »De efterladte« på Rialto Teatret – allerede her demonstrerede han en særlig evne for det komplekse, det nerveflossede, det tikkende farlige. Men han udvidede hurtigt sine muligheder. Spillede for eksempel titelrollen i Marlowes »Edward II« på Det Ny Teater. Sidstnævnte var iscenesat af Ib Thorup, som i egenskab af skuespilchef for Det Kongelige Teater hentede ham til Det kgl. Teater, hvor Lemmekes moderne profil passede glimrende til forsøget på en nutidiggørelse af repertoiret.

Det blev kun til to år på Det Kongelige Teater, hvor han siden har været ind og ud, samtidig med at der har været masser af opgaver på de øvrige teatre – i alle tonearter, efterhånden er det også blevet til en håndfuld komiske mandeportrætter, som årene er gået. Han har i stigende grad turdet lade masken falde. Og tør vi tro ham selv, er der mere i vente. Hør bare, hvad han sagde i et interview i Berlingske for nylig:

”Det at være blevet 50, tror jeg, er det bedste, der er sket for mig. Det er som om, jeg kan være mere mig selv nu. Jeg behøver ikke at kæmpe eller forsvare mig selv og gå ud og være en kriger. Jeg er, som jeg er. Jeg har været meget tyndhudet, grænsende til det småhysteriske. I virkeligheden ville jeg beskytte mig selv, men havde ikke rigtig redskaberne til det. Det har jeg fået nu.”

Han synes, det er hårdt at spille teater – og efter hans mening burde en forestilling tages af plakaten efter kun få opførelser. Han har – guddødemig – altid foretrukket film og TV frem for teatret, skal man tro et interview fra 1999. Det glemmer vi i dag, hvor vi uddeler Teaterpokalen. For teatret har ikke kunne leve uden Ole Lemmeke, og han har heldigvis ikke kunnet leve uden det, til trods for, at han indimellem har taget sig nogle gevaldige pauser. Selv om man egentlig ikke skulle tro det, når man ser på den sande raptus af opgaver, han har kastet sig ud i i denne sæson – han spiller i øjeblikket på Nørrebro Teater, mens han prøver på Teater Grob – har han været selektiv med opgaverne. Pauserne har været vigtige: Eller som han selv sagde for nylig: ”Hvis ikke jeg kan finde legen i mit arbejde, vil jeg for alvor brænde ud. Og gør man først det, er det rigtigt svært at komme tilbage. Det er jo det, pauser handler om at lave nogle små mellemrum i dit liv for at finde ind til kreativiteten.” Det var det igen, det med ild-metaforikken – ”brænde ud”.

Jo, der er ild i Ole Lemmeke endnu, hvis nogen skulle være i tvivl. Og hvis pengene, der følger med årets Teaterpokal, kan give ham en lille pause mere, så han ikke ”brænder ud” så værsgo. Bare han kommer tilbage og holder liv i den flamme, vi så beredvilligt lader os slikke af. Hjerteligt til lykke med Teaterpokalen.