Henrik Lydings tale til Vendsyssel Teater, Initiativprisen 2016

Peter Schrøder, Lars Sennels og Hjørring Kommune modtager Initiativprisen 2016 for at have taget initiativ til det nye Vendsyssel Teater. Talen blev holdt af Henrik Lyding, teateranmelder på Jyllands-Posten, ved prisoverrækkelsen på Folketeatret den 5. december 2016.

Vendsyssel Teater - Initiativprisen 2016
Peter Schrøder, Lars Sennels og Hjørring Kommune modtager Initiativprisen 2016 af Foreningen Danske Teaterjournalister. Foto: Søren Kløft

”I 1843 flyttede en ung bogtrykker, Camillo Bruun, fra København til Hjørring, og snart forekom det ham, at byen var fyldt med flere køer end mennesker. Hurtigt fik han organiseret byens tobenede i dilettantforeninger i Rådhussalen, og inden længe havde teaterdillen grebet så mægtigt om sig, at byens gæstgiver tog initiativ til at oprette en teatersal i sit nye hotel. Lige siden er der blevet spillet teater i Hjørring”.

Sådan skriver Alette Scavenius i sin pragtbog, Magiens Huse – en bibel over landets teaterbygninger – og hun fortsætter:

”Ildsjæle med hang til teater og med ansvarlighed over for deres lokalsamfund har kæmpet for at skabe de fysiske rammer om deres kunst, fået deres medborgere til at bidrage, arrangeret velgørenhedsfester, rejst landet rundt for inspiration, deltaget i uendelige møder”.

Hvad man har gjort i Hjørring og omegn for at rejse det nye teaterhus, der nu skal have Årets Initiativpris, ved jeg ikke. Sikkert en hel del. Men en ting ved jeg: Teatret i Hjørring hedder ikke Hjørring Teater, men Vendsyssel Teater. For det er og har altid været et teater, der vil mere end Hjørring.

I princippet er Vendsyssel Teater et egnsteater med deraf følgende pligt til at producere 1-2 forestillinger hver sæson, samt forskellige andre aktiviteter. Læser man den seneste evaluering af teatret, opdager man, hvis man ikke skulle have set det ved selvsyn, at det er et særdeles veldrevet egnsteater. Og at det i virkeligheden spænder meget videre end et klassisk egnsteater. Bruger vi store ord, og det kan man vel godt, selv om det er et jysk fænomen, man taler om, så er Vendsyssel Teater det nordlige Nordjyllands landsdelsscene. Med et stort, bredt appellerende repertoire, mange medvirkende, mange opførelser. Lå det i København, ville man sammenligne det med Betty Nansen eller Nørrebro Teater. 

Men der er bare en væsentlig forskel: De to københavnske teatre bor ikke i en nedlagt skole. Og det gør Vendsyssel Teater et par uger endnu. Så flytter man i det nye teaterhus med fire sale. To til teater, en til musik og en til prøver – sådan overordnet set. Og en masse udenoms med cafe og hvad ved jeg. 

Det projekt til 175 millioner kroner har kun kunnet lade sig gøre, fordi ikke blot teatret selv ville det, men også kommunen, borgerne, fondene og alle mulige andre. Ikke mindre end 115 millioner har man fået fra forskellige fonde – imponerende. 

At det nu er lykkedes, at det nye teaterhus åbner om en god måneds tid midt i Hjørring, vil vi teaterjournalister gerne være med til at fejre. Som en fantastisk proces, et vildt projekt, et suverænt initiativ. Og derfor går Årets Initiativpris 2016 til Vendsyssel Teater!

Vi anvender cookies, så hjemmesiden fungerer optimalt. Når du fortsætter, accepterer du vores brug af cookies.  Læs mere