Henrik Lydings tale til Teaterbilletter.dk, Initiativprisen 2009
At teater er en illusion, ved vist enhver. Dér, oppe på scenen, udspilles dramaer på liv og død. Teaterliv, teaterdød. Dramaer om kærlighed, solidaritet og medfølelse med de udsatte, dem der kæmper mod magtmisbrug og de stærkes trynen af de svage. Teatersolidaritet kunne man kalde det. En smuk illusion.
Men også uden for scenen hersker solidariteten. Til en vis grad. Solidariteten teatrene imellem, når den slemme borgerlige regering mener, at teaterområdet har fået, hvad der tilkommer dem. Så hyler teatrene op i samlet flok. For mere vil have mere, og nok er aldrig nok. Men piller vi lidt i den københavnske teatersolidaritet, er den også bare en illusion. En af de grimme og groteske.
Det er modstanderne af denne illusion, vi i dag giver Initiativprisen. Det handler om billetter, om den fælles billetkøbsordning for det københavnske teaterliv, der er ved at blive slået i smadder. Den fælles teaterbrochure, samt hele fællesskabet mellem Københavns store og Københavns små teatre. Nu bliver det – ikke alles krig mod alle, men det, der er værre – Davids kamp mod Goliat.
For de store københavnske teatre, indesluttet i Københavns Teater – dette besynderlige monstrum af et overflødigt administrationsled, dette fordyrende fedtlag – har besluttet, at nu skal de lave deres egen brochure og sælge deres egne billetter i deres egne abonnementer og egne lukkede systemer. Det Kgl. Teater gør det samme. Eget system, sig selv nok. Så meget for solidariteten, når det bliver alvor og mere end kønne ord fra scenen.
Det er vi mange, der synes, er en rigtig dårlig idé. Ikke af hensyn til teaterfællesskabet – det er som sagt kun en illusion – men af hensyn til publikum. Som er ligeglade med, om det er Københavns Teater, der overadministrerer det teater, hvis forestillinger, vi gerne vil se, eller om det er et lille storbyteater med reference til Københavns eller Frederiksberg Kommune. Det publikum, som gerne vil have lov at sammensætte sine teateraftener efter, er hvilke forestillinger og hvilke skuespillere vi gerne vil se – ikke efter hvilket teater, der tilfældigvis hører under hvilken ordning.
Det var det, der var så befriende ved den nuværende, snart tidligere ordning. At alle var lige. Næsten da. For de store teatre fik jo lige møvet sig frem på de forreste sider i kataloget – størst er først – og så kunne de andre ellers klumpe sig alfabetisk sammen på resten af det glittede papir. Men det hele var der, lige til at vælge.
Forhåbentlig får politikerne sat en stopper for det her, ved at forlange, at der også næste sæson – og næste – udgives en fælles brochure og etableres et fælles billetsystem til glæde for dem, os, det vel handler om – publikum.
Til modstandsbevægelsen mod opsplitning, til frontkæmperne for det fælles teaterliv i København og omegn vil Foreningen af Teaterjournalister gerne give årets Initiativpris. Måske til en lille pamflet, måske til et offentligt møde, hvor politikerne kan blive klar over, hvad det er, der er ved at ske. Måske til gravøl, hvis det ender modsat af historien fra Det Gamle Testamente, så Goliat knuser lille tapre David. Lad det ikke ske. Kæmp for det teater, I har kært. Til lykke med prisen og god vind i kampen.
