Henrik Lydings tale til Rolf Heim, Teaterkatten 2012
Instruktør Rolf Helm modtager Teaterkatten 2012 for “Teaterkoncert med sange af Leonard Cohen” på Aarhus Teater. Talen blev holdt af Henrik Lyding, teateranmelder hos Morgenavisen Jyllands-Posten, ved prisoverrækkelsen den 10. december 2012 på Café Teatret i København.
Der er teaterkoncerter – og så er der de teaterkoncerter, som dagens prismodtager, instruktøren Rolf Heim har haft ansvaret for. Nick Cave og Leonard Cohen på Aarhus Teater, Gasolin på Aalborg Teater og lige nu Sebastian på Folketeatret.
Der er en verden til forskel på de to typer teaterkoncerter. I den ene afdeling lyder det hele rent musikalsk som bøvs fra 90’ernes rockmusik – og flyveture i ophængte liner over scenen synes obligate. Hvor har vi dog set og hørt det i alt for mange år. Her er intet nyt fra den gamle marmeladefabrik, der går under navnet Teaterkoncert.
Men så er der jo heldigvis Rolf Heims fortolkning af begrebet. Man tager en sanger, musiker eller komponist og begynder at lytte til ham eller hende. Prøver at spore sig ind på vedkommendes egenart, på det specielle, det der har gjort forskellen og den berettigede berømmelse. Man møder ikke med en fiks ide eller en færdig pakke bestående af så og så mange kraner og så og så komplicerede hejsesystemer, der skal i anvendelse, koste hvad det koste vil. Man lytter og fornemmer, og begynder at sætte billeder på. I dette tilfælde, der har udløst instruktørprisen Årets Teaterkat, var det Leonard Cohen. Billeder der udbygger, fortolker og giver kvalificeret modspil til teksterne. Som der stod i Informations anmeldelse: Rolf Heim lukker tilskueren ind i Leonard Cohens verden af lyst og lir, så man ville ønske, at man aldrig kom ud igen.
Og hvad var det så, vi blev lukket ind i? Et ingenmandsland, et dødningerige, hvor tiltrækning og frastødning var grundvilkårene – og hvor alle endte med at blive forladt. Var det mon det, der tiltrak os? At se på nogen, der havde det værre end os selv? Ja, nok også det. Men så sandelig mest fordi forestillingen tillige rummede håbet, trøsten og tilgivelsen. Eller det man lidt flot kunne kalde: Hele livet. Monteret i et sort tempel af beton, næsten som var vi til den sidste nadver – uden at humoren af den grund blev tabt af syne. En moden, varm og vemodig oplevelse, skrev en anden anmelder.
Hvad var det så instruktøren Rolf Heim gjorde? Ja, først og fremmest gik han uden om alt det oplagte og selvindlysende. Hele tiden var der meget mere på færde på scenen end det, vi lige umiddelbart kunne høre og se. Her talte kroppene deres helt eget og forfærdende afmægtigheds-sprog. Fortættede og fortvivlede billeder, sortladent og smertetungt, skæbne efter skæbne, sang efter sang. Men gik vi tyngede ud af teatret af den grund? Nej, tværtimod. Vi var vildt opløftede og stormende begejstrede oven på al den fortvivlelse. Fordi det havde været livgivende teater i enhver forstand. Til lykke, Rolf Heim, med Teaterkatten 2012.
