Anne Middelboe Christensens tale til Sorella Englund og Nikolaj Hübbe, Teaterkatten 2011

Instruktørparret Sorella Englund og Nikolaj Hübbe modtager Teaterkatten 2011 for balletten “Et folkesagn” på Det Kongelige Teater. Talen blev holdt af Anne Middelboe Christensen, teater- og danseanmelder hos Dagbladet Information, ved prisoverrækkelsen den 7. december 2011 på CaféTeatret i København.

I teatrets verden er det en stor ros, når man siger om nogen, at de har en troldsplint i sig. 

Det gælder også for instruktører. For de skal helst have galskaben i sig, så de kan fortolke forestillinger grænseoverskridende og hæmningsløst. Men samtidig skal de helst også rumme en stærk disciplin, så vildskaben ikke bare fører en forestilling i kaos.

Denne mærkelige blanding af troldsplint og disciplin har årets modtagere af Danske Teaterjournalisters Teaterkat 2011. Det er et par – en duo, hvor man ikke kan afgøre, hvem der er mest trold, og hvem der er mest disciplin. 

Udefra set er de et mærkværdigt instruktørpar: En kvinde og en mand fra hver deres kunstnergeneration. Begge slanke og indædte – og med lysende øjne. En finne med hang til Danmark – og en dansker med hang til New York. I adskillige balletter har de selv skullet danse sammen på scenen i balletter, der handlede om liv og død. Nogle gange med kvinden som dødsenglen over den unge mand. Andre gange med kvinden som heks over for den kærlighedsdesperate mand. Men altid, så deres møder har slået gnister.

Det er Den Kgl. Ballets eminente Bournonville-instruktørpar, jeg taler om:

Instruktørerne Sorella Englund og Nikolaj Hübbe

for de modtager i år Teaterkatten for deres iscenesættelse af 

August Bournonvilles ballet Et Folkesagn for Den Kgl. Ballet.

Denne ballet kræver bogstaveligt talt troldsplint. For balletten handler om den unge pige Hilda, der er blevet forbyttet som spæd, så hun er vokset op hos en underjordisk troldefamilie – og ikke hos den rige familie, hvor hun blev født. Og så handler den (selvfølgelig) om en ung mand, der ikke rigtig tænder på sin forlovede. Hun er et godt parti, men denne Junker Ove længes efter noget andet, noget smukt, noget rent – alt det, som pigen i troldehøjen har…

Denne fortælling fik Sorella Englund og Nikolaj Hübbe fortalt på en helt ny måde. De var ikke alene – deres tolkning kunne aldrig have været realiseret uden dramaturgen Ole Nørlyng og scenografen Mia Stensgaard, som fik billedliggjort Englund og Hübbes forestillinger om ’det dæmoniske’ og ’det farlige’. 

Men det var Englund og Hübbe, der havde modet til at bryde med traditionen for Danmarksidyl – og ikke mindst modet til at skabe en ny version af Et Folkesagn efter Dronning Margrethes 20 år gamle version. Stærkt gået.

Hvordan lod de så troldsplinten vinde?

Jo, i stedet for en dansk bøgeskov så valgte de, at  rammen for balletten skulle være Københavns stenbro i Hammershøisk belysning. Alt det grønne var blevet sort og hvidt og gråt. Og alle naturkræfterne ude ved elverhøjen flokkedes nu rundt i  baggårdenes underverden og kloakkernes festmørke.

Men hvad så med disciplinen – og med respekten for Bournonville?

Pyha. Bournonville-stilen klarede sig inden for den nye tolkning. Trinene sad, som de skulle. Armene var rundede, og springene var elegante – Bournonville-kendere havde ikke en finger at sætte på stilen. Udover lige de udenlandske dansere, for hvem Bournonvilles rolige arme og rundede fingre stadig var en gåde. Men sådan er det vist bare.

Det interessante var, at Englund og Hübbe både fik fremvist trolde med sære ører og haler og vildt edderkoppespindshår og mystiske natsværmervinger. 

Men det var først og fremmest det psykologiske troldesind, som I fik fundet frem i Bournonvilles elverhøj: I lod troldene blive spejlbilleder af menneskene – grotesk og karikeret og seksuelt fremme i skoene eller i troldetæerne. 

En vildere moderbinding end hos troldesønnen Diderik har jeg aldrig set: Han kastede sine ben vildt i alle retninger i et forgæves forsøg på at frigøre sig fra sin mor. Og moderen, troldekvinden Muri, var her en queer-tolkning med en mand i skørter, der blev løftet mere liderligt end nogensinde set i Bournonvilles univers.

Det forbyttede troldebarn, den såkaldte Frøken Birthe, fik lov til at danse sine troldsplinter ud så heftigt foran spejlet i sit kammer, at danserinden lige stod på kanten af en Black Swan 2. Det var næsten ikke for børn. Men det var for balletanmeldere! Og det ville garanteret have gjort Bournonville misundelig…

Netop den psykologiske tolkning af Bournonville er jeres helt særlige fortolkningsnøgle, som I to har finslebet sammen.  Jeres begejstring smitter danserne, og jeres personinstruktion er dyb. Derfor vokser dansernes tolkninger  langsomt frem indefra. Og netop derfor tror vi på dem.

I Et Folkesagn gik I ganske langt. Flere af os var lidt i tvivl om, hvorvidt troldehøjen stadig bare var en halfest for nordiske vikingenørder, eller om der faktisk også var gået bordel i løjerne. Men pyt. I fik i hvert fald gjort yderst klart, at Bournonville også er for voksne. Og det var tiltrængt.

I virkeligheden kunne I få priser sammen for mange forskellige ting. Personligt fik jeg lyst til at give jer en ’Bournonville-overlevelsespris’ allerede den aften i 2001, hvor Nikolaj kom til Kgs. Nytorv for at danse James i Sylfiden sammen med Silja Schandorff – og hvor Sorella var heksen. 

For pludselig flammede Sylfiden op igen. Pludselig var Bournonville det hotteste, man overhovedet kunne forestille sig. Pludselig var balletten igen blevet en kamp på liv og død. Sådan som den skal være for os, der ikke kan forestille os et liv uden Bournonville.

Dengang var I danserne – og I var kun gæster på Det Kgl. Teater. Men det var nok allerede dengang, at I tog Bournonville-ansvaret på jer – et ansvar, som I gudskelov ikke har glemt, bare fordi du Nikolaj blev balletmester. For du kunne jo ellers bare sætte Balanchine-balletter på repertoiret non-stop. Og du, Sorella, kunnet have sagt ja tak til de internationale tilbud ikke mindst fra Canada i stedet for at pleje Bournonville hos Den Kgl. Ballet.

Nu er I to instruktørerne. I har allerede iscenesat både Sylfiden og Napoli. Med Et Folkesagnhar I bevist, at I har kunnet løfte hele Bournonvilles trilologi ind i dette årtusind. Så Bournonville føles lige så dødsensvigtig for danserne og for publikum, som det åbenbart gør for jer selv.

Det skal I nu have en pris for.

Kan I så komme herop med jeres vilde balletben og jeres vidunderligt mærkelige troldetanker og tage imod Teaterkatten 2011!

Teaterkatten er i år blevet til tvillingekatte i form af hele TO lagkageknive i sølv. I ligner begge to nogen, der godt kunne trænge til at stykke lagkage. Nu får I chancen med teaterjournalisternes velsignelse.

Til lykke!