Anne Middelboe Christensens tale til Forsøgsstationen, Initiativprisen 2012

Forsøgsstationen og initiativtagerne Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff modtager Initiativprisen 2012. Talen blev holdt af Anne Middelboe Christensen, teater- og danseanmelder hos Dagbladet Information, ved prisoverrækkelsen den 10. december 2012 på Café Teatret i København.

Der er et vidunderligt øjeblik i Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, hvor Pippi har fundet ud af, at hun kan gå oppe i loftet. Sådan vandre med hovedet nedad og se det hele lidt fra oven, takket være lidt mirakelklister – Konrads Kalasklister. Pippis venner, Tommy og Annika, ser skrækslagne op på Pippi. Men der går ikke mange øjeblikke, så er deres øjne fulde af beundring…

Årets modtager af Danske Teaterjournalisters Initiativpris er en slags ’institutionel Pippi’. Det er et hus båret af initiativ og vanvid – og selv om lederne af huset ikke nødvendigvis vandrer rundt oppe i loftet, så har de faktisk hængt stolene ret højt op på væggene.

Initiativprisen er kun et lille beløb. Alligevel overstiger det sikkert de penge, som huset siden 2009 har anvendt til indkøb af jordisk inventar – til trods for at husets 750 kvadratmeter har besøg af 10-20-50-100 medlemmer og nysgerrige gæster hver eneste dag. For selvfølgelig – og heldigvis – har huset ’klunsertække’. Ligesom Pippi.

Er det et teater, der modtager initiativprisen? Næ.
Er det en teateruddannelse? Næ.
Er det et teaterarkiv? Næ.

Årets modtager er et eksperiment.
Et laboratorium for kroppe og tanker.
En forskningsanstalt for stemmer og idéer.
Et observatorium for instruktører – og et udforskningsrum for performere.

Her er der ingen, der siger, hvad der er rigtigt eller forkert. Og der er egentlig kun ét motto, der kunne stå over døren. Det skulle være dette her:

’Forsøg er noget, man IKKE ved, hvad er.’

Mine damer og herrer, Danske Teaterjournalisters Initiativpris 2012 går til Forsøgsstationen på Søndre Boulevard på Vesterbro – og til initiativtagerne Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff.

Kære Lotte, kære Øyvind.

I er to mennesker, for hvem ordet ’vanvittig’ er en ros. Men I er også to mennesker, der arbejder næsten uhyggeligt struktureret med jeres fremtidsmål.

I kan jeres teaterteori, og I kan jeres teaterhistorie. I har snuppet det, I gerne ville have med fra både Grotowski og Odin Teatret -­‐ for I tror på ensembleidéen, når det gælder teaterudvikling.

Samtidig anerkender I teaterfolks behov for at arbejde på tværs af faggrænserne – og altså frit mellem skuespillet og dansen, stemmen og sangen, musikken og artisteriet. I tror på, at det kropslige er mere væsentligt for performeren, end mange performere måske selv tror. Og I arbejder med forsøg, der kan skærpe performerens inspiration for både instruktør, koreograf, scenograf, lysdesigner, lyddesigner – og nogle gange endda også dramatikeren og komponisten…

Forsøgsstationens kunstneriske råd tæller teaterfolk fra Teater Hund, Teatret Asterions Hus, Teater Kriskat og Figura Ensemble. Men det er jer to, der er Forsøgsstationens kunstneriske ledere.

Du, Lotte, er skuespiller og instruktør – og du var medinitiativtager til det nu nedlagte statsensemble for børneteater, Corona la Balance. Du, Øyvind, er uddannet mimekunstner og skuespiller i Paris – og du underviser nu i fysisk scenetræning.

Sammen tog I initiativ til Forsøgsstationen. På tre år har I fået stedet til at blomstre, så det nu er et hus med over 200 søgende scenekunstnere som medlemmer. For bare 100 kroner om måneden kan professionelle scenekunstnere få adgang til at låne lokaler og deltage i åben træning og netværke på kryds og tværs. Og ved særlige arrangementer kan vi andre dødelige også få lov til at lege med.

Da jeg besøgte Forsøgsstationen i sommer, var der vildt gang i salene. Jeg lå og krøb rundt på et gulv sammen med nogle gymnasieelever ved en udforskningsworkshop hos en performer fra Det Menneskelige Teater. Vi lå på gulvet denne sommerdag og hundefrøs, for pludselig var vi inde i en fiktion om et besøg på Grønland …

Hvis vi havde været fluer på væggen nogle måneder senere til prøverne hos jeres eget teater Det Olske Teater, så havde vi nok svedt i stedet for – foruroligelsens og frygtens sved.

For så havde vi kunnet være vidne til prøverne på forestillingen Dengang vi blev væk, der er blevet en følelsesrå forestilling om en skilsmisse oplevet med et barns øjne. Konkret havde vi kunnet se en helt almindelig lejlighed opstå for øjnene af os bare ved hjælp af lidt malertape og et par flyttekasser. For derefter at se hjemmet blive opløst, når tapestregerne forsvandt – og se forældrene gå i stykker, så det pludselig var børnene, der måtte passe på forældrene …

Denne forestilling blev opfundet på Forsøgsstationen. Men premieren foregik bagefter på Teatret ZeBU, hvor den satte uro i kroppene både hos børnepublikummet og hos de voksne. Tårerne trillede, så ud fra et tilskuerperspektiv må forskningsambitionen absolut være blevet indfriet …

Næste år byder Forsøgsstationen på et projekt med titlen ’Publikum på hovedet’. Om det kræver Konrads Kalasklister og loftklatring, det ved jeg ikke. Men her er Initiativprisen sammen med en check på 15.000 kroner. Beløbet dækker måske ikke meget mere end tapetklister og specialsko.

Men prisen symboliserer en stor anerkendelse fra hele kredsen af Danske Teaterjournalister – en anerkendelse, der gerne må smitte og inspirere de offentlige råd og udvalg, der uddeler Danmarks alt for få offentlige penge til scenekunsteksperimenter.

Så kære forskningsforsøgsstationsforstandere: Fortsæt endelig med at forsøge noget, I netop IKKE ved, hvad er.’

Til lykke!